Nedstamningslæren

> 64 Nedstamningslæren. Fuldkommenhed. Hans Tanke synes al være den, at der i den levende Verden gaar to store drivende og formdannende Kræfter ved Siden af hinanden, dels hvad vi nu i vore Dage vil kalde Grundplanernes Evne til Fremskriden fra lavere (enklere) til højere (mere sammensat) Bygning, og dels ved Siden deraf en anden Kraft, der fremkalder Tilpasning til Kaarene, Opholdsstedet og Vanerne; men hin »Stige« med dens Sidegrene, som saaledes findes i Naturen, kan imid- lertid gøres utydelig ved disse Tilpasninger til Kaa- rene. »Den Vej opad«, som Naturen, efter Lamarck, har fulgt, er imidlertid ogsaa en ren Spekulation. At der er en Del meget store Svagheder ved La- marcks Udviklingslære, er allerede nævnt; men der er endnu een, og det en meget væsentlig: hvis de af ham antagne Omdannelser ikke bliver arvelige, har de ingen Værdi. Dette føler han ogsaa godt, men han afgør Sagen ganske kort, idet han udtaler som en »Lov«: »Alt hvad Naturen lader de enkelte Væsener erhverve sig eller miste ved de Forandringer, som Brug eller Ikke-Brug fremkalder hos dem, bevarer den ved Forplantning til de nye Individer, til Af- kommet, forudsat, at de erhvervede Forandringer er fælles for de to Køn, der har frembragt de nye Indi- vider«. Det er et umaadelig stort og vanskeligt Spørgsmaal, som Lamarck her har rejst, Spørgsmaa- let om »erhvervede Egenskabers Nedarvning« til Afkommet, et Spørgsmaal, der har affødt vidtløf- tige Drøftelser lige til den allernyeste Tid, og som har delt Naturforskerne i to store Partier, hvad vi senere skal komme nærmere ind paa. Det vilde jo unægteligt være herligt for vore Børn, ja lor hele Menneskehedens Fremskridt, om vore i