Nedstamningslæren

Jean Baptiste Lamarck. 63 Foruden de nu nævnte tre Drivkræfter kan efter Lamarcks Mening ogsaa Krydsbefrugtning mellem Arterne, d. e. Parring af Lo forskellige Arter, bidrage til Fremkomsten af nye Former, hvilket ogsaa er rig- tigt; vi maa betragte det som sikkert, at de mange forskellige Former, som vi ser hos vore Husdyr og Kulturplanter, i væsentlig Grad maa føres tilbage til de Krydsninger, som Menneskene har foretaget. Vi ser af det anførte, at Lamarck er fuldstændig klar over en af Nedstamningslærens Grundpiller, nem- lig at alle levende Væsener er underkastede Foran- derlighedens Love; han er ogsaa klar over, at de ydre Kræfter, nemlig Omgivelsernes og Livskaare- nes Forandringer gennem Tiderne, herved har den allerstørste Betydning. Han søgte paa sin Vis at løse de store Gaader, paa hvilke der foran blev peget: Lighederne mellem de levende Væsener skyldes fæl- les Nedstamning, et kødeligt Slægtskab i fjernere eller nærmere Led, og Ulighederne skyldes nøje Tilpas- ning til de Livskaar, under hvilke de levende Væsener kommer til at befinde sig; han forklarede Fremkom- sten af de mange Mellemformer ved de mange umaa- delig smaa Forskelligheder i ydre Kaar, og han for- klarede Hensigtsmæssighederne netop som Tilpas- ninger til Kaarene. Lamarck er vel ogsaa den første, som gør op- mærksom paa den meget vigtige Forskel mellem den Lighed, der skyldes et virkeligt Slægtskab, og den Lig- hed, der stammer fra den Tilpasselhed i samme Ret- ning, som omtaltes foran (S. 31—35). Han ser saa dybt ind i Naturen, at han stærkt fremhæver, at man maa skelne mellem, hvad der skyldes Indvirkningerne af Opholdssted og Sædvaner, og hvad der skyldes de mere eller mindre store Fremskridt i Bygningsplanens