Gammelt Og Nyt
Om Krig Og Cholera, Tuberkulosens Bekæmpelse, Sundhedskollegiets Ødelæggelse

128 Mel. Hvor Bølgen larmer højt fra Sø. Hvad vil I paa den golde Strand, Hvor Marehalmen nejer, Naar Stormen over Kystens Sand Fra Bølgen Skummet fejer, Hvor intet grønt og løvrigt Træ Mod Solens Straaler skænker Læ, Hvor Elementer kæmpe? Vi søge just den golde Strand, Paa den vor Høst vi venter. Just I til os den bjerge kan I stærke Elementer: Du friske Luft, du Solens Brand, Du Jordens bløde hvide Sand, Du Havets salte Bølge! Vor Moder mælte tyst et Ord, For Børneflokken bange: «Jeg mægter ikkun lidt paa Jord «Og Fjenderne er mange. «Af Børn beholdt jeg altfor faa — «Og blandt de faa for mange Smaa «Gaaer om med Kinder blege. «Det Hav, som bryder ned min Kyst, «Den Storm, som Bøgen knækker, «Den Sol, som svider Markens Høst, «Det Sand, som Græsset dækker — «Tvin g dem at bygge op igjen »Tifold hvad de har vejret hen! « Rask ! Haand paa Værket Drenge! Nu har den første Sten vi lagt, Snart fler til den vi føje, Og vil Alkjærlighedens Magt Os støtte fra det Høje, Da skal Du see, vi plukke kan Til Barnets Kind fra golde Strand De Sundheds Roser røde! blev Hospitalet indviet, med en Raklev og nedenstaaende Den 17. Oktober 1875 Tale af Provst Linnemann fra Kantate af Christian Richardt: i. «Paa Refsnæs Havets Vind skal gaa de vilde Veje! Paa Refsnæs Hjort og Hind skal aldrig søge Leje! Paa Refsnæs Eg og Bøg skal aldrig vorde to, — kun fattigt Hundeløg Hos Lyng og Torne gro!» Saa flyver os iløn det gamle Ord imøde: «Thi der har Dagmars Søn for Pilen maattet bløde!» Og visselig vi veed, det Ord har fanget Magt: Paa Refsnæs Vinden vred har ødet Lundens Pragt! Men, hvor et Kongebarn paa Næsseskovens Tue sank brat i Dødens Garn for Skyttens vrange Bue, dér skal nu Danmarks Børn faa Kvægelse for Vee, — bag Refsnæs’ Krat og Tjørn igjen mod Solen lee! Der flyver mangen Pil fra skjulte Strænge, Som døder Barnets Smil i Vuggesenge; lig Svamp af Mosegrund af Slægtens Brøde der voxer op en ond, en farlig Grøde.