Matematikkens Historie I

Oldtiden1. Ganske vist behandles der kun den højere Geometri i Oldtiden; men denne hang selvfølgelig saa nær sammen med den elementære Mathematik i Oldtiden, at jeg ogsaa maatte begrunde væsentlige Sider af min Opfattelse af denne, som atter staar i nøje Sammenhæng med næsten alt, hvad der videre omtales i dette Bind. Her skal jeg derfor væsentlig nøjes med at nævne de Mænd, hvis Arbejder over Mathematikens Historie have haft Indflydelse af forskjellig Art paa mine egne Studier og derved paa nærværende Arbejde: C hasles, Brettschneider, Hankel, Cantor, P. Tannery, Heiberg, Allmann, og som Udgivere, Oversættere og Kommentatorer, atter Heiberg, Hultsch, Wertheim, Colebrooke, Woepcke, Boncompagni. Af Enkelt- heder bør jeg dog tilføje, at jeg foruden meget andet, som tildels er omtalt i «Keglesnitslæren i Oldtiden», skylder P. Tannery Forklaringen (S. 29) af Beretningen om Thales’ Geometri {Geometrie grecque p. 89 ff.) og (S. 55—56) af Pythagoras Sætning, at «Tingene ere Tal» {Géom. gr. p. 124). Endvidere skal jeg anføre, at jeg vel først fik samme Forfatters grundige og aandfulde Værk: Recherches sur l’astronomie ancienne, Paris 1893, i Hænde, efterat Trykningen af min Bog var be- gyndt, men at den dog gav mig Anledning til delvis at omarbejde de da endnu utrykte Afsnit om Grækernes beregnende og sfæriske Geometri. I en Bog som nær- værende kunde jeg dog kun med nogen Varsomhed be- nytte, hvad han selv udtrykkelig betegner som Hypotheser, hvor naturlig en Forklaring de end give paa Forhold, 1 Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter 6. Række 3. Bind og Die Lehre von den Kegelschnitten im Altertum. Deutsche Ausgabe von Dr. R. v. Fischer-Benzon, Kopenhagen 1886, Andr. Fred. Høst & Søn.