Matematikkens Historie I

1. Kort Overblik. 229 sætte det til Hjælp i Astronomien, eller det kommer endog kun lejlighedsvis frem indenfor Fremstillingen af Astronomien. Dette sidste gjælder særlig et Skrift Surya Sid- dhånta fra det fjerde eller femte Aarhundrede efter Chr., hvis Forfatter ikke kjendes. Aryabhatta, født 476 efter Chr., har i et astronomisk Værk medtaget et mathematisk Afsnit. Af større Betydning i mathe- matisk Henseende er det 12. og 18. Kapitel i et stort astronomisk Skrift af Brahmagupta, født 598. Et fuldstændigere Kjendskab til den indiske Mathematiks Enkeltheder faa vi gjennem de langt yngre to mathe- matiske Arbejder af Bhåskara Åcårya (den lærde), født 1114, som bære Titlerne Lilåvati (den skjønne) og Vijaganita (Rodberegning). Det. første behandler nærmest Regning og Arithmetik, det sidste kan siges at behandle Algebraen. Navnet paa det første af disse Værker er vist nok at forstaa saaledes, at det er selve Regnekunsten, som kaldes den skjønne, og som i Op- gaverne tiltales i meget poetiske Udtryk. Denne Tiltale stemmer godt med det poetiske Sving, som selve Op- gaverne ofte have. Der existerer iøvrigt en Legende, efter hvilken det skulde være Bhäskaras Datter, hvem han ved de tiltrækkende Regnestykker vilde trøste over en bitter Skuffelse. Selv om Inderne kunne have haft en ældgammel Astronomi, der formodentlig har sluttet sig til den chal- dæiske, viser allerede Surya Siddhänta saa stærke Paavirkninger enten fra Ptolemaios eller snarere fra ældre græske Astronomer, at man ikke kan udskille de muligvis oprindelig indiske Bestanddele. Græsk Ind- flydelse paa den indiske Kultur — og omvendt — gaar vist nok tilbage til Alexanders Tog til Indien, og er senere fortsat dels ved enkelte Kolonier, dels ved de