Matematikkens Historie I

256 Middelalderen: en fuldstændig Tilegnelse af Indholdet; ja mangt et Resultat har man først kunnet se — ja end ikke altid set —, at Grækerne besad, da man selv havde gjen- fundet det i en anden Form. Under hele denne Gjen- opførelse har det, som forelaa fra, og som man efter- haanden forstod hos Grækerne, dog selvfølgelig givet en ypperlig Vejledning. Den indiske Regnekunst kunde, hvor der var Lej- lighed dertil, ved sin praktiske Anvendelighed have noget større Udsigt til at trænge igjennem. Det maa imidlertid erindres, at det heller ikke ved den er nok at lære dens Principer at kjende for rettelig at vurdere den. Vi kunde ikke anvende den uden i vor Barndom at have ofret et vist Arbejde paa at lære de simpleste Tabeller udenad og blive øvet i deres Brug. Dens Fordele faldt derfor ikke strax i Øjnene, maaske mindst paa dem der alt havde anvendt Arbejde paa at indøve andre Regnemaader. De mest umiddelbare Arvetagere af den ved Old- tidens Slutning foreliggende græske Mathematik, af de enkelte opbevarede Hovedværker og den stadig synkende Forstaaelse af disse, var det østromerske Rige og den græsk-katholske Kultur, der i Konstantinopel havde samme Hovedstad som dette Rige. Skjønt hertil senere ogsaa kom saadanne Paavirkninger, som skrive sig fra Indien, træffe vi dog i Konstantinopel væsentlig kun en Fortsættelse af den begyndte Hensygnen. Det modtagne Pund, nemlig de endnu existerende Værker af de store græske Geometrere, nedgroves uden at give nogen Rente; men de lode sig da atter opgrave ved Middelalderens Slutning og kunde da paany komme den europæiske Kultur til Gode. Dette skete dog først, efterat en Del af Værkerne og en ny Interesse for dem og Forstaaelse