Matematikkens Historie I

1. Almindelig Indledning. 257 af dem var kommen til Vesteuropa ad anden Vej, nemlig gjennem Araberne. Et saadant Pund blev ikke betroet de Folkeslag, som ved Folkevandringen fik Overtaget i den vesteuro- pæiske Udvikling. De modtoge Christendommen, og de fik Andel i den romerske Kultur; men til denne hørte Mathematiken ikke. Efterat Romantikerne i sin Tid have omgivet den vesteuropæiske Middelalder med en vistnok i mange Henseender ufortjent Straaleglands, er man i vor Tid mest tilbøjelig til at gaa til den modsatte Yderlighed og alene tale om den mørke Middelalder. Ogsaa denne Dom turde indeholde meget ubilligt, naar man ser paa de Kulturstandpunkter, hvorpaa de fleste af de paagjældende Folkeslag stode ved Middelalderens Begyndelse og dens Slutning. Hvad de virkelig havde modtaget i Christendommen og i romerske Love og Institutioner, blev navnlig i Klostrene forarbejdet af flittige Mænd med aandelige Interesser og kom Folkene til Gode ved sit eget Værd og sin kulturudviklende Ind- flydelse. Mathematik kunde man derimod væsentlig kun lære at kjende gjennem de tarvelige Uddrag af Ægyp- ternes og Herons praktiske Regler, som skyldtes romerske Landmaalere, eller, naar det kom højt, gjennem de Stumper af Euklid og Nikomachos, som Land- maalernes mere theoretiske, men lige saa lidet viden- skabelige' Efterfølgere overleverede i Skikkelser, der gave Anledning til saadanne Misforstaaelser som den, at Figur- tallene skulde være Arealudtryk. Det nyttigste og til- gængeligste af den mathematiske Arv fra Romerne, og gjennem dem fra Grækerne, var Regnetavlen, abacus, der — uvist naar — var undergaaet den Forbedring, at de Brikker, som lagdes paa Tavlens forskjellige Søjler nu ikke mere vare ens og ved deres Antal betegnede Antallene af de decimale Enheder, hvortil Søjlerne hørte, 17