Matematikkens Historie I

278 Middelalderen: bøger («Algorithmer»), af en Algebra med Ligninger af første og anden Grad, ja af Euklids Elementer og Ptolemaios’ Almagest; men de enkelte haandskrevne Exemplarer vare rent udvortes kun tilgængelige for yderst faa, og den virkelige Indtrængen i Indholdet og Evne til at benytte det var vistnok ogsaa for disses Ved- kommende yderst begrænset. Den algorithmiske, o: in- diske Regning var allerede den Gang ifærd med at faa nogen Udbredelse i de lærde Kredse paa flere Steder, medens andre brugte Regningen paa Abacus, som et Par Aarhundreder tidligere særlig Gerbert, den senere Pave Sylvester II, havde bidraget ti] at fremme, og ved hvilken man nu vistnok mest skrev Taltegnene paa de inddelte Søjler (S. 257). Forskjellen paa de to Regne- maader var altsaa den, at den algorithmiske ved Brugen af Tegnet 0 kunde undvære Søjleinddelingen. Til de forskjellige Regnemaader knyttede sig iøvrigt forskjellige Traditioner, deriblandt den for Algorithmikerne ned- sættende, ak de vedblivende fulgte Muhammed ibn Müsä i at udskille Fordobling og Halvering som sær- egne Regningsarter. Til Gjengjæld havde de det Fortrin, at de ikke blot som Abacisterne kjendte Kvadratrods-, men ogsaa Kubikrodsuddragning. Algorithmikerne be- nyttede Sexagesimalbrøker, medens Abacisterne tildels vedble ve at bruge den fra Romernes Møntsystem stam- mende Tolvdeling. Leonardo Fibonacci, det er: Søn af Bonsiccio, som han ofte kaldes efter sin Faders Øgenavn, er fra den vigtige Handelsstad Pisa, hvor han tidlig lærte Regning paa Abacus. Paa Handels- (eller maaske Em- beds-) rejser besøgte han derefter Ægypten, Syrien, Grækenland, Sicilien og Provence, hvor han videre satte sig ind i Regnekunst og Mathematik. Hvad han saaledes lærte, har han søgt at gjøre tilgængeligt for «den latinske