Matematikkens Historie I

284 Middelalderen: denne Stand synes i lang Tid ikke at være bleven paa- virket af, hvad der var fremkommet i italienske Kjøb- mandskredse, hvis Forbindelser med den kætterske Kejser Frederik næppe var nogen Anbefaling. Naar vi her have talt om lærde Kredse og Univer- siteter, maa derved ikke tænkes paa saadanne Ud- dannelsesanstalter, hvor der f. Ex. altid undervistes i en Smule Mathematik. Der fandtes vel ved Universiteterne et «Facultas artium,», hvor den fornødne Fordannelse til andre Studier meddeltes; men denne indskrænkede sig i Reglen til «Trivium» (hvoraf Ordet «triviel»), omfattende Grammatik, Rhetorik og Dialektik, og medtog ikke «Quadrivium», omfattende Arithmetik, Musik Geometri og Astronomi. Selv hvor ogsaa dette medtoges, indskrænkedes Arithmetiken til en Smule Regning, Geo- metrien til en vistnok yderst. tarvelig Gjennemgang af nogle Bøger af Euklid, om hvem man endnu længe vidste saa ringe Besked, at man troede, at hans Ele- menter oprindelig vare skrevne paa Arabisk, eller mente, at han kun havde givet Sætningerne, den græske Ud- giver Theon Beviserne. Fra disse Kredse udgik dog af og til Mænd, som gave sig af med Mathematiken. Det var da, som sagt, ikke hos Leonardo fra Pisa, at disse sædvanlig søgte deres Lærdom, men i en Arithmetik og en Algebra (De numeris datis) af hans samtidige Jordanus Nemorarius, et højt anset Medlem af Dominikanerordenen, hvis Ordens- general han blev med Hovedsæde i Paris. Hans Arbejde havde og forplantede saadanne B'ortrin og Mangler, som vi have tillagt Algorithmikerne. Til disse føjede han selv det væsentlige Fortrin overalt at fremstille vil- kaarlige Tal ved Bogstaver, dog saaledes at de nævnes i Textens Ordforbindelser og ikke sammenstilles til en Bogstavregning. Han har endvidere skrevet et