Dampmaskinens Historie

Dampskibene. 119 var jo i sig selv saa vigtig, at det ikke er til at undres over, at ethvert nyt Middel til at skaffe Bevægelse, som kom frem, strax forsøgtes anvendt paa den. Man vil da ogsaa faa at se, at der samtidig med Forsøgene til Dampma- skinens Forbedring, eller vel rettere lige i Hæ- lene paa dem, følger en anden Række Prøver, som gaa ud paa Anvendelse i Skibsfartens Tje- neste; og som man kunde vente, saaledes er det gaaet, det afgj orende Forsøg, Fultons første Dampfart, kom ikke frem, førend Watt havde overvundet Vanskelighederne ved Maskinen selv. Dampskibsfartens Historie falder da saa naje sammen med Dampmaskinens Historie, at den, der vilde skildre Begivenhederne, som de ere skredne frem Aar for Aar, blev nødt til hvert •Øjeblik at afbryde sin Fremstilling om Damp- maskinen for at indflette Bemærkninger om Sej- ladsen og omvendt, og var det saa, at For- søgene med Dampbaadene havde kastet noget nyt af sig, som fik Betydning for Dampmaskinens Udvikling, saa vilde man være nødt til at gaa frem paa den Maade. Men saadan er det ikke gaaet til; det er bestandig Maskinen selv, som er gaaet forud, den har udviklet sig uafhængig af de Mænds Arbejder, der have givet sig af med dens Anvendelse tilses, og derfor have vi i vor foregaaende Fremstilling aldeles ikke taget Hensyn til dem. Her skulle vi da nu give en Oversigt over disse Arbejder. Saasnart Newcomens Maskine havde vist, at den duede til noget i Bjergværkerne, fik Jonathan Hulls, en engelsk Mekaniker, den Tanke at benytte den til Bugsertjeneste. Han indsaa, at hvis det skulde kunne gaa, maatte Balancens op- og nedadgaaende Bevægelse om- sættes i en roterende, og han søgte at lose dette Problem ved at lade Balancens Endepunkt virke paa en Krumtap, som saa igjen ved Hjælp af Remme skulde overføre Bevægelsen paa et Skovlhjul. I 1736 lod han sig sin Ide paten- tere og søgte at faa Admiralitetet til at gaa ind paa Sagen, men uden Held. Hans hele Opstilling var i Virkeligheden ogsaa af en saa- dan Art, at den aldrig kunde blive praktisk anvendelig. Et eneste Hjul sad agter i Baaden, og det blev som sagt drevet rundt ved Hjælp af Remme og Remskiver. Maskinen, der som Landmaskine vel arbejdede med ikke ringe Kraft, men derimod lod meget tilbage at ønske, hvad Bevægelsens Regelmæssighed angik, gav paa Grund af det nye Mellemled Hjulet en endnu langt mere uregelmæssig Bevægelse end Pumperne, og dertil kom endelig, at Baaden maatte føre en uforholdsmæssig stor Last af Kul med sig, saasom Kjedlen jo ikke lod sig nøje med lidt Brændsel. Der kom derfor aldrig noget ud af Projektet, den hele Ide blev lige saa hurtig opgivet, som den var kommen frem. Saadan stod Sagerne da i Aarhundredets Midte; det var saa langt fra, at der var gjort Fremgang, at det modsatte tvertimod var Til- fældet, og det tegnede ingenlunde godt for Fremtiden, idet der fra en saadan Autoritet som det franske Akademi kom en offenlig Tilkende- givelse af, at det vedkj endte sig den Mening, at Dampsejlads, som Forholdene da vare, slet ikke lod sig bringe i Udførelse med Haab om nogensomhelst Fordel. Hvorledes dette gik til ville vi lettest kunne vise ved at gjore et Par Bemærkninger om de Midler, man overhovedet havde til at drive Skibe frem. Man gik gjennem Middelalderen over i den nyere Tid med ganske de samme Principer for Sejlads som i Oldtiden: Sejlføring, Aarer og, hvad maaske er de fleste ubekjendt, Skovlhjul. At Sejlene naturligvis var de vigtigste, er ind- lysende; de andre Midler til Skibenes Frem- drivning skulde kun benyttes som Hjælp, naar Vinden ikke var stærk nok til at drive Skibet, frem. Til Aarernes Betjening borte der selv- følgelig for større Skibes Vedkommende et meget betydeligt Mandskab, somrekruteredes fra Fængs- lerne, de saakaldte Galej slaver*); til Betjening *) Galejen var et Slags lavt Fartøj af lignende Form som Galeasen; Galejslavernø, der hos Tyrkerne vare fangne