Dampmaskinens Historie

Dampskibene. 159 med det Had, Sømandene nærede mod de nye Skibe, flere Gange søgte at løbe ham isænk og en Gang var ham saa nær, at Skorstenen fik et alvorligt Slag af Kutterens Bugspryd. Men Elise klarede sig dog for sin overmodige Fjende; ved at sætte al Kraft til lykkedes det den at undløbe, og den stod nu som sagt Thomsen ud i godt Vejr. Samme Aften Kl. 11 var den ved Dover og skulde næste Dag gaa Kanalen ind, da en stærk Sydveststorm overfaldt den og satte Mandskabet i saamegen Skræk for at vove sig videre med det nye Slags Skib, hvis Sedygtighed under en Storm ingen endnu kjendte noget til, at Kaptajnen fandt sig nødt til at lægge sig ind under Dungeness, hvor en hel Flaade af andre Skibe, der ligeledes søgte Ly, alt laa for Anker. Der blev den paa Grund af Stormen nødt til at ligge i hele fire Dage, saa at den først om Morgenen den 15de Kl. 5 kunde fortsætte Rejsen igjen. Men den kom ikke ret langt, i nd en en ny Storm nødte den til atter at søge Land; ved Middagstid samme Dag blæste nemlig en saa stærk Sondenvind op, at fire af Hjulenes Skovler gik i Løbet, og nu maatte Kaptajnen løbe ind til Newhaven for at faa Skaden re- pareret. I Stedet for nu at blive liggende Iw til Stormen var forbi, valgte han at lobe ud igjen, saasnart Hjulene vare istandsatte. Den 18de Kl. 1 satte han igj en Dampen op og styrede ud efter, og baade han selv og Mandskabet holdt Modet oppe hele Dagen, uagtet Stormen kastede det lille Fartøj fra den ene Side til den anden og ofte bragte det til at krænge saameget, at et af Hjulene lob rundt i Luften. Men hen paa Natten, da Uvejret naaede en fuldkommen Orkans Højde, begyndte Mand- skabet at knurre og forlangte, at man skulde vende om og ikke taabelig udsætte sig for at sætte alting til; det vilde Anclriel dog paa ingen Maade, — var han gaaet ud, vilde han nu blive ved, især saalænge Maskinen ikke havde taget nogensomhelst Skade, men vedblev at arbejde upaaklagelig. Haard var Stormen, og voveligt var Fore- tagendet, men det være sagt til Andriels Ære, at han, trods gjentagne Opfordringer af Ma- troserne om at gaa tilbage, bestandig holdt Stand og ikke skaanede sig selv, men trolig delte enhver Anstrængelse med dem. Kl. 2 om Morgenen gik han ned for at faa sine fuldstændig gjennemblaclte Klæder tør- rede. Han havde ladet fyre godt i Kahyts- kakkelovnen og belavede sig paa et -Øjebliks Ro, da et Orkanstød pludselig kastede Skibet om paa Siden med en saadan Voldsomhed, at Kakkelovnen faldt ned og skiltes ad, saa at de glødende Kul spredtes over Gulvet, som var saameget mere udsat for at fænge, som det var bedækket med et Voxdug. Man vil ind- rømme, at Stillingen var kritisk; Mandskabet at holde i Tømme ovenpaa, Ilden at binde an med i Kahytten, og det i et -Øjeblik, hvor han ikke vidste, hvad Skade Stødet havde forvoldt paa Dækket og i hvor høj Grad hans Nær- værelse gjordes fornøden deroppe. Men Andri el tabte ikke Koldblodigheden; saa hurtig som muligt gav han sig i Lag med at slukke, og hans Aandsnærværelse virkede smittende, hans Kahytsdreng tog fat med, og det var som om Kaptajnens Fasthed bragte Drengen til at be- gribe, hvormeget der stod paa Spil, thi uden at kny tog lian fat, og han tav med hvad der var sket, saa ingen af Mandskabet anede den Fare, det havde været stedt i, før Sejladsen var endt. Da alt var vel slukket, gik Kaptajnen igjen op og modtoges af et endnu mere højrøstet Raab om at vende om, end nogensinde før. Men lian gav sig naturligvis heller ikke derfor, endskjondt han vel forstod, at selv en ufor- færdet Sømand nok kunde fole sig ængstelig ved for første Gang at færdes paa rum So i en saadan Orkan med et saadant Fartøj. Han lod uddele Rom til Folkene og lovede den af dem,