Dampmaskinens Historie

MPSKIBENE. 167 nogetsteds paa Rejsen til Amerika. Dertil kom naturligvis en uendelig Mængde andre Grunde, som enten skulde nedsætte Betydningen af det hele Foretagende eller endog rentud godtgjore Umuligheden af dets Realisation. Det vilde jo da f. Ex. være taabeligt, sagdes der, at anvende den store Bekostning, som Brugen af Kullene medfører, naar man kunde hjælpe sig med Vindens Kraft, som man havde gratis; og hvor- dan skulde man faa Plads til saamange Kul, som udfordredes, naar man, hvad jo da ikke gik an, ikke vilde formindske Lastrummet. Fragten vilde derved blive dyrere, Konkurrencen altsaa falde ud til Fordel for Sejlskibene. Selv Videnskabsmændene • kastede sig ind i Debatten, og kom til det sørgelige Resultat, at det var en Umulighed, man ivrede for. Lard- ner, hvis fortrinlige Bog om Dampmaskinen vi oftere have benyttet, kunde ifølge sine Be- regninger ikke indse andet, „end at en stadig og vedblivende Forbindelse mellem Storbrittanien og New-York ved Dampskibe var under Damp- skibsfartens nuværende (1836) Tilstand i høj Grad urimelig. Da Rejsens Længde overskrider de nærværende Grændser for Dampkraften, saa maatte man da i ethvert Tilfælde opløse den i saa korte Stationer som muligt, kunde altsaa alleryderligst gaa til den Grændse, der var af- stukket fra det vestligste Punkt i Irland til det østligste i Amerika; man vilde derved naa Grændsen for Dampkraftens Anvendelse tilsøs, saaledes som den nu var; forbedredes Skibene, ja saa kunde man gaa videre.1" Denne An- skuelse fremsatte han baade i Skrift og i Tale, ja paa et Mode i Bristol, der var sammenkaldt netop i den Hensigt at debattere Sagen, sva- rede han paa en Paastand fra Modpartens Side, at ligesaa godt som man kunde tænke paa at sejle fra England til Amerika med Damp, lige- saa godt „kunde man prøve paa at krybe til Maanen.“ Som lian ræsonnerede, saaledes mange andre. Hos os udtalte Ur sin sig i det af ham og nys afdøde Etatsraacl Hummel udgivne „Nyt Magazin for Kunstnere og Haandværkere“ aldeles paa samme Maade. Han tog Ordet netop i Anledning af Lardners Udtalelser, og fordi man havde gjort Indvendinger imod Lard- ners Mening, især forsaavidt den støttede sig paa ældre Data (indtil 1834); „men Forfatteren tror clog ved at udpege faa af de mange Van- skeligheder fra Søvæsenets og Mekanikens Side, der hindre en saadan Overfart fra Storbrittaniens Kyster til de forenede Stater, at gjore Publi- kum en Tjeneste ved at indgyde Kapitalisten den nyttige Grad af Forsigtighed, som uden at tilintetgjm’e Lysten til Foretagendet, indskrænker dens Virksomhed til Grændser, som love med Rimelighed Fordel/1 Han vil derfor gjennemgaa „nogle fore- løbige Grjenstande, som staa i Forbindelse der- med/4 og begynder da med selve Bevægelses- mekanismen, Skovlhjulet, som i og for sig med- fører et Kraftspild, forsaavidt som Skovlfladen nemlig, idet den gaar op af Vandet, „virker paa saadan Maade mod Vandet, at Kraften enten gaar til Spilde eller virker til at sinke Skibet i sin Fart,“ et Krafttab, som er desto føleligere, jo mere Skovlerne sænkes i Vandet, og derfor paa rum Sø, hvor Bølgeslaget med korte Mellemrum vil bringe Vandet højt op paa Hjulet, vil være af stor Betydning. Ganske vist har man søgt at bøde clerpaa ved at ind- rette sig Hjul med bevægelige Skovler — Mor- gans Skovlhjul, som siden ville blive omtalte — men de ere saa vanskelige at reparere, naar de lide Bræk, at man just paa lange Rejser maa foretrække de almindelige. Dernæst om- taler han, at den Omstændighed, at Havvandet indeholder saa meget Salt, nødvendigvis med- fører, at man med forholdsvis korte Mellem- rum maa lade det i Kjedlen indpumpede Vand løbe ud igjen; men derved tabes en hel Del Varme, ikke at tale om at Dampudviklingen hæmmes, og at Kjedlen maa være større ond sædvanlig, hvorved det værdifulde Lastrum for-