Dampmaskinens Historie

168 Dampskibene. mindskes. Af Hensyn til Kjedlens Bogkanaler, som let forstoppes, liar man desuden i rum So den Ulempe, at man maa stoppe op for at rense dem; man maa lade Kjedlen afkjoles, „hvortil medgaar mindst 24 Timer; for siden at faa Dampen op, anvendes en vis Del Brænd- sel, i Gjennemsnit saameget, som vilde kræves for at komme 15 engelske (3| danske) Mil fremad. “ „Alle disse Omstændigheder virke til at afkorte den Længde, som i det praktiske en uafbrudt Dampskibsrejse vil have.“ Men en endnu langt betydeligere Hindring ligger i selve Brændselet, i den Omstændighed, at det op- tager en saa særdeles stor Del af Skibets Plads, og altsaa reducerer Lastrummet, som er det, der betaler Sejladsen. Han gjennemgaar ud- førlig de Opgørelser, der foreligge, og kommer til det Resultat, at der i de bedste bekjendte Skibe maa forbruges 2T% Tons Kul pr. Hestekraft paa en Rejse af 800 Miles Længde, som er Afstanden mellem Liverpool, — der er det rimeligste Udgangspunkt, — og New-York, og da dertil desuden maa regnes omtrent 12 Pro- cent til Brug i Nodstilfælde, saa stiger dette Beløb altsaa til 2| Tons pr. Hestekraft. „Give vi altsaa Skibet 220 Hestes Kraft, gjare dets Drægtighed 807 Tons, saaledes som Forholdet er ved et af de fortrinligste Dampskibe Medea, tilhørende den engelske Orlogsmarine, saa ville de fornødne Kul indtage 530 Tons, selve Ma- skinen 220 Tons, eller ialt 750 Tons; der er saaledes kun 57 Tons levnede til Gods, Passa- gerer, Mandskab og Provisioner/4 Det vilde ikke hjælpe noget, om man for at faa mere Lastrum gjorde Skibet større, thi i samme Grad, som det skete, vilde ogsaa Rummet til Maskineri og Brændsel forøges, og Resul- tatet er da altsaa det, at der „for Tiden kun or ugunstige Udsigter til at oprette en uafbrudt Dampsejlads mellem Storbrittanien og New- York, ... og kan den overhovedet oprettes, saa maa den næsten udelukkende indskrænkes til at transportere Passagerer og lette Varer, som kunne betale for en hurtig Overfart/4 Ogsaa han kan derfor ikke se andet, end at Fartens Længde maa indskrænkes til det mest mulige, f. Ex. fra Vestkysten af Irland til Halifax i Ny-Skotland; eller fra Lissabon eller Oporto til de azoriske -Øer og derfra til New-York; „et Dampskib kunde hertil have de fornødne Kul inde og endda faa et klækkeligt Rum til Passagerer og Gods.“ Hvor meget eller hvor lidt der nu ligger i disse Udtalelser, behøver ikke her at drøftes, da jo Erfaringen har lært, at det, de gaa ud paa at vise som praktisk uudførligt, er bleven udført, og det endog i langt større Maalestok, end man dengang tænkte paa; vi have anført dem, forat man kan se, hvad man mente om Sagen, hvor stor Mistillid, Theoretikerne havde til den, og hvor meget Forsigtighed blev an- befalet. Man kan deraf gjore sig et Begreb om Anskuelserne, og man kan navnlig deraf se, at naar der trods alle disse Grunde, som — clet gjentage vi, — ikke blot fremsattes af fødte Modstandere, men af Mæncl, der selv stode uafhængige i Sagen, og hvis almindelig aner- kendte Dygtighed maatte give deres Meninger forøget Vægt, at naar der, sige vi, trods alt dette endda vovedes et Forsøg, saa maatte det være dristige Spekulanter og driftige Folk, der havde Mod til at tage fat paa den Sag, og endog sætte den i Scene i en saadan Maale- stok, som clet skete. Men det er nu engang saaledes, at den britiske Foretagelsesaand, naar den først har faaet fat paa et Spørgsmaal, ikke slipper det igjen, førend det er forsøgt, om der saa tales og skrives nok saa meget om dot umulige i at gjennemføre clet. Der er jo dog noppe nogen saa vild Spekulation, noget saa halsbrækkende Foretagende, at det ikke altid finder nogle Tilhængere og Understottere i Eng- land, — og det gik da ogsaa dette Spørgsmaal saaledes. Medens de lærde skrev Afhandlinger, medens Srøiændene tordnede mod de nye Kon-