Dampmaskinens Historie

174 Dampskibene, _______ anden; i saa Tilfælde vende alle Fyrstederne ind mod en Gang midtskibs, hvorfra der fyres til begge Sider. I Figur 95 og 96 ere afbildede et Par Kombinationer af Sikkerhedsventiler, to paa hver Kjedel, af hvilke den ene staar i Maskin- mesterens Magt, den anden, der stedse er be- lastet med sin største Vægt, derimod udenfor hans Kontrol, a a er i begge Figurer Kjedlens Damprum, b et Kammer, hvori Dampen kan strømme ind, naar den har passeret Ventilerne c c, og hvorfra den igjen kan strømme ud gjennem Spildedampskortenen e. I Figur 95 Pig. 96. staa Stængerne d d ved Hjælp af et Par Vinkel- vægtstænger i Forbindelse med et Par andre Stænger, der gaa ud gjennem Stoppebøsser paa Kj edlens Forside; Maskinmesteren er derved istand til fra selve Maskinrummet at lette Ven- tilerne uden først at skulle gaa op paa Dækket, hvad der ved Arrangementet Fig. 96 er nød- vendigt. Den Omstændighed, at Dampskibskjedlerne forsynes med Saltvand, der gjennemsnitlig inde- holder 3 pCt. Salt, medfører, som man let vil indse, Nødvendigheden af en ofte gjentaget Fornyelse af Kjedelvandet. Sagen er jo nemlig den, at al Saltet, og overhovedet alle af Vandet oploste Bestanddele, blive tilbage i Kjedlen, naar Vandet fordamper, og det er altsaa en Selvfølge, at jo mere Damp, der udvikles, desto mere koncentreret bliver det tilbageblevne, desto mere nærmer det sig Mætningspunktet — 37| pCt —, hvor det ikke kan holde mere Salt opløst ved den Temperatur, det har. Men allerede længe førend denne Grændse er naaet, nemlig ved 12| pCt.s Saltholdighed, begynder Saltet at udskille sig, og lod man det komme saa vidt, vilde det afsætte sig paa Bunden og paa Kanal- og Karvæggene og beklæde disse med en haard, meget slet varmeledende Skorpe, som vilde foraarsage et betydeligt Varmetab, for saa vidt som Ilden nemlig ikke kunde virke med sin fulde Kraft paa Vandet indenfor, og som desuden vilde fremskynde Kjedlens -Øde- læggelse, da Varmen, der meddeles Kjedel- pladerne, ikke tilstrækkelig let kunde afgives til Vandet. Man fik da kort sagt en Kjedel- stensskorpe, som naturligvis saameget lettere danner sig her end i Landkjedlerne, som lede- vandet indeholder mere Salt. At ville forhindre denne Skorpes Dannelse ved de samme Midler, som ligeoverfor den almindelige Kjedelsten an- vendes tillands, vilde her ikke føre til noget; der er intet andet at gjore, end ofte at forny Kjedelvandet, at blæse ud, som man kalder det, og igjen at erstatte det udblæste ved frisk Søvand. En saadan Udblæsning bor nu igjen ske med ikke altfor store Mellemrum, forat man ikke skal være nødt til hver Gang at indpumpe særdeles store Mængder frisk Vand, som vilde