Dampmaskinens Historie

Dampskibene. 185 nødt til at formindske Damptilstrømningen, at hele Modstanden nu kun virker paa den ene Hjulaxel; men det er jo netop under saadanne Omstændigheder, man har den fulde Kraft haar- dest nødig. Desuden frembyde de store Hjul- kasser en stor Modstand mod Vinden og for- sinke altsaa Skibets Bevægelse, ikke at tale om, at de paa Krigsskibene ere stærkt udsatte for Kuglerne. Men selv uden Storm og rent bortset fra militære Hensyn frembyde Hjulene paa længere Rejser den Vanskelighed, at de, man kan vel sige aldrig, ere nedsænkede netop til det rette Punkt. Antaget, at et Skib blot synker en Tomme for hver 25,000 PcL, dets Last forøges, og antaget, at Kulforbruget paa en Kejse beløber sig til 1,000,000 Pd., saa vil det, naar Rejsen er endt, ligge 40 Tommer o: 3.i Fod højere end ved Rejsens Begyndelse, en Variation, der, som man let kan indse, maa have overmaade meget at sige ligeoverfor Spørgsmaalet om Hjulenes rette Dybtgaaende. Nu er det ganske vist saa, at man kan løsne Hagerne, der holde Skovlerne fast, og trække disse nærmere ind mod Hjulaxlen, hvilket kaldes at rebe Skovlerne, men det er jo da øjen- synligt, at Forflyttelsen baade volder en ikke ringe Ulejlighed og kun kan ske inden snevre Grændser. Det er alt dette, der lige fra Skovlhjulenes første mere udstrakte Anvendelse har fremkaldt Trangen til et andet Bevægeapparat, og det er det, der har været Grunden til de mange For- søg, der foreligge i den Hensigt at skaffe et saadant. Intet af dem vilde i lang Tid lykkes, og det stod lige til sidst i Trediverne som et ubesvaret Spørgsmaal, hvorledes man skulde erstatte Skovlhjulet paa hensigtsmæssig Maade; da fremkom i England en Række Forsøg, der strax forte til særdeles betydelige Resultater, og derfor modtoges med stor Sensation af alle Ingeniører og fremkaldte en ny Kække Under- søgelser, hvis Følge blev, at Skruen vandt al- mindelig Indgang i Dampskibsdriften. Vi skulle da nu i det følgende nærmere omtale den og de vigtigste Forsøg med den. Den almindelige Skrue, der skrues ind i Træ, Jern eller ethvert andet fast Legeme, og som, for at kunne trænge derind, forudsætter, at der i dette faste Legeme er udboret en Hul- skrue, Møttrik, — om den er det bekjendt nok, at den, saafremt Mø tir ik en sidder fast, vil tage ethvert til den selv fæstet Legeme med sig, og at den for hver Omdrejning vil gaa netop saa langt ind, som Afstanden mellem to paa hinanden følgende Skruegange, Skrue- gangens Højde eller Stigning, beløber sig til. Var saaledes Stigningen 1 Tomme, og gjorde Skruen 96 Omdrejninger i Minuttet, saa rykkede den 96 Tommer o: 4 Alen frem i Minuttet, saafremt som sagt Mottriken var fast; drejedes den til den modsatte Side, gik den lige saa langt tilbage igjen. Paa en lignende Maade gaar det med Dampskibsskruen; den eneste Forskjel er den, at Mottriken ikke er fast, men bevægelig. Vandet træder nemlig her i Møttrikens Sted, og det vil, naar Skruen drejes rundt, søge at undvige og altsaa give efter for det Tryk, Skrue- bladene udøve paa det. Men da denne Und- vigen er betinget af, at det kan skaffe sig Plads til Siderne, og da dette igjen ikke kan ske, uden at det omgivende Vand forskydes, saa indser man, at der derfra hidrører en Mod- stand, som virker tilbage paa Skruen, og som bliver større, jo større Skruebladets Overflade er, og jo hurtigere Omdrejningen sker. Vandet spiller altsaa samme Rolle som en tildels fast Mottrik, og selve Skruen, og med den Skibet, vil gaa fremad, saafremt Vandets Modstand mod Skruebladene bliver større end Modstanden mod Skibsskrogets Bevægelse igjennem Vandet. Men heraf følger igjen, at da Møttriken kun tildels er fast o: da den altsaa giver sig noget, saa avancerer Skruen ikke saa langt frem for hver Omdrejning, som den vilde gjore, hvis Vandet var en fast Masse, eller med andre Ord, 24