Dampmaskinens Historie

388 Dampskibene. andet for Dallery at gjøre end at tage fat paa noget nyt. Han gav sig til at være Vindmoller; men vel at mærke, lians Møllevinger stod ikke, paa Højkant, som andre Menneskers, men de laa horizontal, og det forunderlige deri slog i den Grad ned i de gode Amiensere, at de kaldte hans Mølle for Galehusmøllen, hvilket igjen op- rorte Opfinderen, som var meget stolt af sin Konstruktion, saa meget, at han besluttede for bestandig at forlade Byen; han brød altsaa op og drog til Nevers, hvor han nu satte sin Damp- maskine op i et Filehuggeri, der ejedes af en af hans Venner. Her gik det imidlertid heller ikke ret længe for ham, han saa sig nadt til atter at slaa ind paa noget nyt, og det ofte gjentagne Sporgsmaal: Hvad nu? skulde altsaa igjen besvares. Han bestemte sig til at tage til Paris og forelægge Regjeringen en Plan til en Damp- mølle, som han selv skulde passe og hans Ma- skine holde i Gang; Tanken var sund, det ei- der ingen Tvivl om, og den vandt ogsaa Til- slutning hos Regjeringen, thi der blev virkelig anvist liam Lokaler, hvor han kunde sætte Sagen i Værk, og der blev desuden lovet ham en ret anselig Sum Penge som Vederlag. Men Ulykken var, at clet blev ved Loftet; han saa. aldrig en Skilling af Pengene, og deraf fulgte igjen, at lian var lige nær. Det var dog saa langt fra, at dette knækkede hans Mod, at han tvertimod strax tog fat igjen paa noget nyt, og det er ganske morsomt at se, hvorledes han gik fra den ene Yderlighed til den anden, — han havde haft i Sinde at arbejde med store Maskinerier og levere Arbejder af stort Rum- fang, han slog nu over i det mikroskopiske. Sagen var den, at han slog sig paa Uhrmage- riet, paa at fabrikere Uhre af Størrelse som en Otteskilling, de smaa bitte Uhre, som man bar i en Ring paa Fingeren. Betydelige Vanske- ligheder stillede sig i Vejen derfor, thi da Uhr- magerkunsten aldrig før havde frembragt noget lignende, existerede der intet Værktøj dertil, saa at han selv først maatte skaffe sig ogsaa alt saadant. Og saa blev dog Lønnen derfor ikke større end for alt, hvad han før havde le- veret; thi hans Fabrikat var meget dyrt, og Penge vare i Halvfemserne aldeles ikke tilstede i Overflod, saa kun faa havde Raad til at kjobe dem. Skulde han altsaa nogensinde komme fremad, saa var heller ikke det den rette Vej. Der er i Guldsmedhaandværket visse Ope- rationer, som gaa forud for den endelige For- færdigede af Smykkerne, nemlig Guldpladernes Presning og Prægning i de Former, de skulle have for at kunne anvendes til Ørenringe, Brosclier o. s. v., og det er en vanskelig Sag at danne dem til med Haanden. Det var paa Forbedringen af de hidtil bekjendte Metlioder dertil, at Dallery nu rettede sine Bestræbelser, og det lykkedes ham virkelig at bringe noget nyt og brugbart frem, som vandt Bifald og skaffede ham en ret anselig aarlig Indtægt. Men man maa ikke tro, at han dermed slog sig tiltaals eller havde i Sinde fra nu af ude- lukkende at exploitere den Sag. Han havde faaet nye Ideer, nye Projekter, der greb ham med desto større Magt, som han i den Indtægt, lian nu havde, tillige havde Midler til selv at sætte dem i Scene. For at nævne det strax — han vilde anvende Skruen til at drive Skibe frem, og livad mere var, han vilde benytte Dampkraften til Drivkraft for Skruen, hvad endnu aldrig var faldet nogen ind. Det Patent, han i den Anledning lod ud- tage, skriver sig fra den 29de Marts 1803, det vil sige netop fra samme Tid, som da Fulton var ifærd med at konstruere sin Hjuldamper paa Sejnen. Forsøgene ere altsaa nøjagtig sam- tidige, men det ene aldeles uafhængigt af det andet. Metho den skulde bestaa i, at en Skrue med to Omgange skulde anbringes agter og ved at drejes hurtig rundt drive Skibet frem; en anden Skrue, der anbragtes forude, skulde være be-