Dampmaskinens Historie

Dampskibene. 197 Da det ofte er ønskeligt at sætte Skruen ud af Forbindelse med Maskinen, maa man forsyne Axlen med et Udløsningsapparat, der bekvemt kan tillade en saadan Udløsning. Et saadant er angivet paa Figur 113 ved J I, og er saaledes at forstaa, at et Tryk tilhøjre paa Vægtstangen J, som drejer sig om et fast Punkt forneden, gjor det forreste Stykke I af Maskinaxlen klar af det agterste Stykke Gr; Skruen er da fri. Vil man rent borttage Skruen, f. Ex. i det Tilfælde, at Vejret er gunstigt for Sejlføring, saa kan det med temmelig Lethed ske paa de Skibe, der ere forsynede med Brønd, det vil sige en Aabning lige over Skruen, og som strækker sig helt op til øverste Dæk, stor nok naturligvis til at Skruen med tilhørende Ramme kan gaa der igjennem. Sagen er nemlig den, at Skruen hviler i et Par Tappelejer, der bæres af en Ramme BB, Figur 113, som griber om den øverste Halvdel af Skruen AA; den kan da altsaa tilligemed Rammen hales ovenud af Brønden, naar Skruebladene først have faaet en saadan Stilling, at de staae lodret i Vandet. For at opnaa dette, er der paa Maskinaxlen tæt agtenfor Maskinen anbragt et nogenlunde stort Tandhjul, i hvis Tænder man kan lade Gængerne af en Skrue uden Ende gribe ind. Drejes denne da rundt, følger Skruebladene A A med, og naar de have faaet den rette Stilling, sænkes en paa Overdelen af Rammen anbragt Stopper saa meget, at den tvinger dem til at beholde denne Stilling. Er dette da nu opnaaet, trækkes Axlen G saa meget forefter ind i Skibet, at dens firkantede Fremspring bliver klar af Skruenavets Aabning, og man kan nu ved Hjælp af de i Figuren angivne Snorløb og Tridser hale Rammen og Skruen op. For at hindre, at de, selv om Tovet sprang, skulde falde ned igjen, er der langs ad Brandens For- og Agterkant indsat en Række Tænder, hvori Spærhager, der paa passende Maade ere fæstede til Rammen, kunne gribe fat. Brenden selv er ofte forneden lukket med to paa Hængsler bevægelige Klapper, forat Vandet ikke med alfor stor Voldsomhed skal slaa op i den. At Brønden svækker Skibet, det indsees umiddelbart, og det følger af sig selv, at den kun anvendes paa saadanne Skibe, hvis Skruer kun have to Skrueblade, med mindre de øvrige Blade ere saaledes indsatte, at de kunne be- væge sig om Axlen og bringes til at staa foran de to faste, eller med andre Ord bringes til at indtage den Stilling, de fire faste Blade i Man- gins Skrue, Figur 111, have. En saadan Dis- position er bleven foreslaaet af Sollier. Efter 1862 har man paa flere Skibe ind- ført Brugen af to Skruer, der hver drives af sin Maskine; deres Axler træde naturligvis ud af Skibet paa hver sin Side af Midtlinien. At cle forøge Hastigheden følger af sig selv; men det er ikke den eneste Fordel ved dem, de gjøre tilmed Manøvreringen med Skibet lettere, idet man ved at lade dem gaa rundt i mod- satte Retninger, meget hurtigere kan dreje Skibet, end naar man kun bruger en Skrue. Vi slutte nu dette Afsnit med en Oversigt over de vigtigste Fordele og .Ulemper, Anven- delsen af Skruen frembyder. Det er da for det første af særdeles Be- tydning, at det bevægende Apparat altid er helt nedsænket i Vand, om end Skibet krænger nok saa meget, og dette er altid Tilfældet med Skruen. Dernæst optager baade Skruen selv og dens Maskine en langt mindre Plads end Hjulene og Hjulskibsmaskinerne, hvilket for Koffardiskibene øjensynlig medfører større Last- rum og for Orlogsmændene at ikke blot det Rum, Hjulkasserne fordre, kan forsynes med Kanoner, men. at da navnlig ogsaa selve Be- vægeapparatet er meget mindre udsat for Kug- lerne, ligesom i det hele taget den Slags til- fældige Beskadigelser, som Faldet af en Mast eller lignende kan forvolde, ikke ramme Skruen.