Dampmaskinens Historie

Lokomotivet og Jernbanerne. 203 somhed. Strax efter Revolutionens Udbrud vilde Velfærdskomiteen slaa den i Stykker for at lave Vaaben af den; men dette modsatte Artilleri- officererne sig. Senere da Bonaparte var kom- men hjem fra Italien, fik han Nys om den og faldt paa den Tanke, at der dog mulig lod sig gjøre noget ud af den, hvorfor han henvendte sig til Institute! clesangaaende. Følgen deraf var, at der blev nedsat en Kommission til at undersege den igjen, og Bonoparte selv blev valgt ind i Kommissionen; men da han kort efter drog til Ægypten, faldt Sagen derved sammen, og Maskinen fik altsaa ikke, som det havde set ud til, Dampen op igjen. I 1799 forlangte den daværende Direktør for Conservatoire des Arts-et-Métiers, Molard, den udleveret for at indlemme den i dettes Samling af Maskiner, men Artilleriet gav kun nødig slip paa den, saa der hengik hele to Aars Forhandlinger derom, inden Forlangendet blev bevilliget. De mange Skrivelser i den Anledning henledte igjen Opmærksomheden paa Opfinderen og forskaffede ham den Pension tilbage, som Tidernes Ugunst havde taget fra ham; han beholdt den fra nu af til sin Død i 1804. Nu staar da Maskinen i Conservatoire des Arts-et-Métiers, og opvækker der den største Interesse hos alle dem, der tage dette Etablis- sements udmærkede Samlinger i -Øjesyn; det er efter den, Iiosstaaende Billede, Fig. 115, er udført. Maskinen, er enkeltvirkende, og bestaar af to lodretstillede Broncecylindre, der modtage Dampen gjennem det bøjede Ror, og naar de have brug-t den, kaste den ud i Luften. Kj ed- len har Form noget nær som Newcomens og var indvendig omkring Ildstedet udforet med et Lag ildfast Ler for at beskytte den mod Ilden. Den hvilede paa en trehjulet Vogn, hvis forreste Hjul tjente som Drivhjul og af den Grund var omsluttet af et Jernbaand, der var forsynet med Riller for at forøge Gnid- ningsmodstanden. Bremse var der paa den, som man ser af Tegningen, og det har, efter hvad, vi ved, nok kunnet gjøres nødig i den Situation, hvori den fremstilles, at bremse den; derimod er der ikke taget Hensyn til Vand- forsyning, saa at den hvert Kvarter omtrent har maattet stoppe op for at faa nyt Vand og ny Damp op igjen, hvilket naturligvis, selv om den aldrig havele været saa god, havde været nok til at hindre énhver mere udstrakt Anven- delse af den. — Vi have ved at omtale Hojtryksmaskinen haft Lejlighed til at nævne Amerikaneren Oliver Evans som den, der fra først af bragte den frem, og vi bemærkede dengang, at han i nogen Tid bestræbte sig for at faa den anvendt i Dampkjorselens Tjeneste, dog uden Held. Dermed forholder det sig saaledes, at han i 1786 indgav Begjæring til Kongressen i Pen- sylvanien om foruden at faa Eneret paa sine Kornmøller tillige at faa Patent paa en Damp- vogn, der ligesom Møllerne skulde drives af en Høj tryksmaskine. Herpaa gik man for det første Spørgsmaals Vedkommende meget be- redvilligt ind; det andet derimod opfattede den Kommission, der skulde aflægge Rapport om det, fra den komiske Side, ansaa det for en extravagant Ide af den forøvrigt anerkjendt dygtige Mand, en Ide, som han ikke kunde være bekjendt at faa offenliggjort — man tænke sig en Vogn uden Heste! — en Tanke altsaa, som man af Hensyn til Manden undskyldte, og som man derfor af Delikatesse lod. være at om- tale, kort sagt, man stak Hovederne sammen og bestemte, at man „siden den gode Oliver ikke er rigtig vel“, ikke engang vilde aflægge Rapport om den. Opfinderen fik altsaa Lov at vente paa Svar, og ganske vist, han ventede taalmodigt, ialfald rorte han sig ikke for Sagen i hele ti Aar. At han jo vel nok har spekuleret over den imedens, det kan der ikke være Tvivl om, men sikkert er det, at han forst saa mange Aar efter atter søgte at trænge igjennem, denne