Dampmaskinens Historie

Forfatter: Karl Schmidt

År: 1874

Forlag: Hempelske Bohandels Forlag

Sted: Odense

Sider: 347

UDK: 621.1 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000269

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 364 Forrige Næste
Lokomotivet og Jernbanerne. 205 Kom der da altsaa end intet direkte ud af hans Forsøg, saa gik de dog derfor ikke sporløst hen; de affødte tværtimod de første Prøver med lignende Vogne, der ere anstillede her i Europa i dette Aarhundrede. Sagen var nemlig, at Trevithick og Vivian, der, som alt for- talt, indførte Evans Hojtryksmaskiner i Eng- land i 1801, meget snart indsaa, at de alene vilde være istand til at lose Problemet Damp- fæstede til en Slags Langvogn af Jern, der igjen bar Kjedlen A med tilhørende Ildsted B. Ildstedet laa helt og holdent indeni Kjedlen, saa at det overalt var omgivet af Vand; der var altsaa truffet en lignende Disposition, som ved Kanalkjedlerne. Dampen gik fra A ind i den horizontaltliggende Cylinder C, hvis Stempelstang igjen holdtes i retlinjet Bevægelse derved, at dens Endestykke, der bar et Friktions- Fig. 116. Trevithick og Vivians Dampvogn til Brug paa almindelige Veje, 1801. kjorselen, eller at man med andre Ord, hvis man overhovedet vilde tænke paa at kunne kjore med Damp, nødvendig maatte benytte saadanne Maskiner dertil. De har da nu faaet Lyst til at give sig af med denne Sag, og de har taget saa ivrig fat, at de allerede i 1801 fik konstrueret en Vogn, paa hvilken de erholdt Patent, og som de fik Eneret til at kjøre med paa de almindelige Landeveje. Denne Vogn, der var en Efterligning af Evans, lignede grumme meget vore Deligencer. Den er afbildet i Figur 116 efter en Tegning fra den Tid, og man ser, at Hjulaxlerne vare hjul, lob frem og tilbage i Kulissen D. En Plejlstang overførte nu paa sædvanlig Maade Bevægelsen til Krumtappen E, som var fæstet paa Axlen af Tandhjulet F, der endelig drev det med Hjulaxlen fast forbundne Tandhjul H rundt. Et Svinghjul G, der havde Axel fælles med E, tjente til at regulere Bevægelsen. Naar da nu Hjulet H dreves rundt i den af Pilen angivne Retning, tog det selve Vogn- hjulet K med sig, og Vognen lob altsaa frem. Vilde man svinge tilhøjre eller tilvenstre, be- lrøvede man blot at dreje paa et Haandtag, saa gik Hjulet L til Siden, og’ Vognen lystrede