Dampmaskinens Historie

Lokomotivet og Jernbanerne. 207 ANDET KAPITEL. SPORVEJENE. — TREVITHICK OG VIVIANS DAMPVOGN PAA MERTHYR-TYDVIL SPORVEJEN I SYD-WALES. — BLENKIN- SOPS LOKOMOTIV MED TANDHJUL. — CHAPMANSKJÆDER. BLACKETT BESTEMMER GNIDNINGSMODSTANDENS STØR- RELSE — STEPHENSONS LOKOMOTIVER. — SEGUINS R.ØR- KJEDLER. - UDBLÆSNINGRØRET. — STEPHENSON. Den Tanke at formindske Gnidningsmod- standen paa en Vej ved at belægge den med. Fjæl er saa simpel og frembyder sig saa na- turligt, at det vist aldrig kunde falde nogen ind at optegne som noget mærkeligt, at saadant var sket; det er et Kunstgreb, som benyttes af enhver Jordarbejder, der vil spare paa sine Kræfter, og det er den mest dagligdags Sag af Verden. Et Spring er der allerede derfra til at belægge en Vej med to parallelt løbende Rækker Træskinner, men en saadan Udvidelse af Principet maa dog absolut snart have paa- budt sig, og det er da ogsaa en Kjendsgjerning, at den Slags Skinneveje ere meget gamle og i mangfoldige Aar have været anvendte i og ved Minerne. De ere først komne i Brug i Om- egnen af Newcastle, naar ved man ikke; men det er vist, at de har været der allerede i Slutningen af 17de Aarhundrede, thi en i 1696 udkommen Bog beretter udtrykkelig, „at Trans- porten foregaar paa Træskinner, der ligge nøj- agtig parallele langs hele Vejen, lige fra Mi- nerne til Udskibningsstederne,... og man op- naar derved en saadan Formindskelse i den nødvendige Trækkekraft, at en Hest kan trække fire, fem Chaldrons (å 7| dansk Tønde), hvilket giver Ejerne en overordentlig stor Besparelse/' Fra Newcastle udbredte Brugen af saa- danne Skinner sig temmelig hurtig over Durham og Northumberland og derfra videre, og man kom naturligvis ogsaa der til det Resultat, at de store Anlægsomkostninger snart indvandtes igjen ved den Besparelse, Skinnerne gav. Og dog var der med den Slags Veje sandelig for- bundet mange Ulemper, hvoraf den ikke var den mindste, at de paa Grund af det hurtige Slid, de led, temmelig ofte maatte fornyes. | Dette medførte igjen, at Tværbjælkerne, der holdt dem paa deres Plads, ogsaa hurtig blev ubrugelige, saasom man for at holde samme Sporvidde var nødt til at slaa de nye Skinner fast paa de forriges Plads, hvorved Træet i Tværbjælkerne flossedes op, ikke at tale om, at Hestenes Sko sled overmaade stærkt paa dem. Denne sidste Ulempe overvandt man vel ved at lægge Aske og Kulsmuld over dem, men dette havde saa igjen tilfølge, at Skinnerne, hvergang det regnede, fik et Overtræk, der meget forøgede den Gnidningsmodstand, som det hele gik ud paa at formindske, og som for vaadt Træ allerede løber temmelig betydelig op. Sliddet traf nu naturligvis igjen mest de Steder, hvor Vejen krummede sig, eller hvor den havde nogen større Skraaning, og dem laa det da nærmest for at søge at udbedre. Man gjorde det ved at lægge et Jernbaand hen over Træskinnerne, og man erkj endte snart, at dette ogsaa virkelig hjalp; derimod fandt man mærk- værdig nok endnu i mange Aar ikke paa at udstrække Anvendelsen af Jernbaandene ogsaa til de mindre udsatte Punkter, saa at man i lang Tid ganske almindelig har betjent sig af saadanne jernlappede Træskinner. Fordelene ved saadanne Jernbaand har imidlertid endelig stillet sig saa klart frem, at man har gjort Springet helt ud og lagt Jern langs hele Sporet; man har altsaa over Bæreskinner, om man tor sige saaledes, der endnu stadig var af Træ, lagt en Slid- skinne af Jern. — Det er først fra 1738 at Skinnerne helt forfærdigedes af Jern, og det til at begynde med endda kun i et meget indskrænket Antal Tilfælde, fordi det var aldeles umuligt at bruge dem, saaalænge man beholdt de gamle Kul- kærrer, hvis uhyre Vægt Støbejernet, hvoraf man havde forfærdiget Skinnen, ikke kunde bære. Førend man altsaa havde fundet paa at fordele Byrden paa flere mindre Vogne, før kunde Systemet ikke vinde Indgang. Dette er i SEJ