Dampmaskinens Historie

■■ 214 Lokomotivet Jernbanerne. øgedes Ildpaavirkningsfladen i en overordentlig Grad, og den hede Luft bragte i meget kort Tid en stor Mængde Vand til at fordampe, kort sagt, Problemet var lost. Patentet er fra Fe- bruar 1828. De første Rorkjedler, som man da kal- der dem, indeholdt ikke mindre end 43 saa- danne Rør; siden er man gaaet endnu videre, til 65, 100 jå endog 170. Det fortjener at fremhæves, at den første Prove med saadanne Kjedler ikke skete paa noget Lokomotiv, men paa en Dampbaad, hvormed han laa og sejlede paa Rhonen. Der var dog rigtignok trods det, at Hovedsagen nu var gjort, en Vanskelighed tilbage at overvinde, nemlig med Hensyn til Trækken igjennem Ildstedet og alle disse mange Ror. Jo flere Rot, der nemlig blev brugt, desto vanskeligere trak det naturligvis, og denne Vanskelighed kunde selvfølgelig ikke som ellers ijernes ved en lioj Skorsten, thi Lokomotivet maa nødvendigvis baade af Hensyn til dets egen Ligevægt og til fri Passage under Broer o. s. v. have en endog meget lav Skorsten. Séguin maatte altsaa sørge for en kunstig Træk, det gjaldt blot, hvilken Methode han vilde vælge dertil. Han valgte en Ventilator, en Centri- fugalblæser, som han gav Plads først under Ildstedet, siden oppe i Skorstenen; Maskinen selv maatte naturligvis trække den. Ventilatoren, som han endog særskilt sik- krede sig Patentret paa, kom imidlertid aldrig til at spille nogen Rolle, thi allerede overmaade kort Tid efter, at alt dette kom frem, foreslog Stephenson en ganske anderledes brugbar og hensigtsmæssig Maade at opnaa det samme Resultat, nemlig at kaste Spildedampen ovenud af Skorstenen gjennem det saakaldte Udblæs- ningsror. Derved suges nemlig frisk Luft ind nedenfra igjennem Ildstedet og alle Rorene, og det med en Kraft, som giver en meget be- tydelig Træk. Ideen var ikke Stephensons, forsaavidt som et saadant Middel til Trækkens Forøgelse længe havde været kjendt, men Anvendelsen her skyldes uomtvisteligt ham. Hvem der fra først af har fundet paa det, lader sig ikke be- stemt afgjore, det gaar med det som med Dampmaskinen selv, at der findes en Række af Losninger, der hænge mer eller mindre sammen med Sagen, og udaf hvilke man ikke kan tage en bestemt og stille frem, som den første. Dette her var en gammel Historie, der nu imidlertid kom op igjen, omtrent samtidig fra i det mindste to til foruden Stephenson, nemlig Hackworth og Pelletan, men aldeles bestemt først praktisk anvendt af Stephenson, der med Rorkjedlen og Udblæsningsrøret i Hænde blev den, der definitivt loste Problemet om de store Hastigheder. George Stephenson var fedt i Wylam nærved Newcastle-upon-Tyne den 9de Juni 1781; lians Fader var Fyrbøder ved en af Minepum- perne der i Egnen og levede i saa trange Kaar, at Drengen allerede i en meget ung Alder maatte ud som Kvæghyrde for at tjene Foden. Senere blev han sat til at fyre under en Ma- skine, og det er fra den Tid, at hans Interesse for al Slags Maskinvæsen vaagnede. Der for- tælles, at han imellem hver Gang, han kastede Kul under Kjedlen, sad og saa paa Maskinen og spekulerede over, hvorledes den dog kunde gaa, og han skal uden andre Oplysninger end dem, der faldt af ved Samtale med de andre Arbejdere, virkelig have formaaet at sætte sig saadan ind i dens Mekanisme, at han endnu som ren Dreng turde paatage sig alene at skille den ad og sætte den sammen igjen, naar den trængte til at gjores ren. Senere har han lagt sig efter at dreje og smede, saa at han avancerede til endog at kunne reparere de en- kelte Maskindele, naar det gjordes fornødent. Flittig og flink har han da altsaa været, og man har erkjendt, at han var dygtig, tlii man foretrak ham lidt efter lidt fremfor andre, naar det gjaldt at faa Reparationer udførte. Derved har han igjen faaet ikke blot Formæn-