Dampmaskinens Historie

216 Lokomotivet og Jernbanerne. London og York; man vil af den faa det rette Blik for, hvorledes Tilstanden dengang var. Det var en Plakat, som var slaaet op paa en af Murene i City, og dens Indhold var føl- gende : „Fra den 18de April 1703 at regne ville de Passagerer, der agte at rejse fra London til York, eller fra York til London, behage at hen- vende sig i Hotel: Den sorte Svane, Holborn, London, eller i Cockney-Street, York; de ville der finde en Deligence, som afgaar Mandag, Onsdag og Fredag, og fuldforer hele Rejsen i fire Dage, om Gud vil.“ Fire Dage altsaa for at tilbagelægge en Vej paa en fyrretyve Mil, — den nuværende Generation forstaar neppe, at det kunde vare saa længe. Andre Steder gik det ikke bedre, og Aarene bragte i lang Tid intet Fremskridt. Vi kunne saaledes anføre, at Posten mellem Edinburgh og Glasgow i 1750 brugte halvanden Dag om den halv Snes Mil, der adskiller de to Byer, at der endnu i 1763 kun gik en Vogn mellem Edinburgh og London, som bragte fjorten Dage om den Tur, — og om den Rute endelig, der her nærmest interesserer os, foreligger der fra Slutningen af Aarhundredet en Skildring af den bekjendte Arthur Young, der blandt andet inde- holder følgende Hjertesuk om hans Lidelser. „Jeg kan ikke finde Ord til at beskrive denne Helvedes Tur, og jeg raader alvorlig de Rejsende, livis onde Stjerne fører dem lien paa den Kant, til at gjore alt, hvad de kunne for at undgaa denne forbandede Rejse; thi man kan vædde tusinde mod en paa, at de brække Halsen eller i det mindste faa en Arm eller et Ben slaaede i Stykker. For hvert Skridt træffe de Huller paa flere Fods Dybde, der selv om Sommeren ere fyldte med Skarn; hvordan Tilstanden da maa være om Vinteren, det over- lader jeg enhver at tænke sig. Det eneste, man kan gjøre ligeoverfor disse Huller eller rettere Faldgruber, er at kaste store Sten i dem, men det medfører kun, at ens Kjoretøj skumpes og stødes ganske forfærdeligt. Hvad min Vogn angaar, saa har jeg tre Gange faaet den sonderslaaet paa disse atten (engelske) Mil, sørgelig Ihukommelse. “ Man kan nu let tænke sig, hvilke Hin- dringer en saadan Tilstand maatte lægge for Handelen. Det var jo ikke gjort med, at Trans- porterne foregik med yderste Langsomhed, Føl- gen var endnu værre, nemlig at Fragten havde en Højde, der gjorde, at det kun betalte sig at forsende saadanne Varer, som vejede lidt, men kostede meget. Exempelvis kan saaledes anføres, at Fragten pr. Ton beløb sig til en 16—18 Daler, en urimelig Hej de, der selv- følgelig medførte, at den Slags Ting som Jern, Kul o. s. v. aldeles ikke kunde afsættes udenfor Produktionsstedet, naar dette vel at mærke ikke laa saaledes, at de kunde forsendes sø- værts. Derfor laa da ogsaa store Lejer ube- nyttede hen aldeles uden Værdi. Dette var f. Ex. Tilfældet med de ud- strakte Kullejer, som Hertugen af Bridgewater ejede i Nærheden af Manchester; det kunde ikke paa nogen Maacle betale sig at bryde dem, thi man kunde ikke blive af med Produkterne. Hertugen var imidlertid en energisk og driftig ung Mand, der tilfalde indsaa, hvor overordenlig stor en Fordel, lian vikle kunne faa, hvis det paa nogen Maade var ham muligt at skaffe sig Adgang til Søen, og han var dertil en Mand, der ikke var bange for at vove noget paa et stort Foretagende. Han besluttede sig da til at lade en Kanal grave, og da Beslutningen først var taget, kom Udførelsen hurtig efter. 1758 blev der taget fat under Ledelse af den berømte Vandbygningsmester James Brindley, og 1772 var Kanalen færdig, anlagt fra Minerne ved Worsley will over Floderne Mersey og Irwell samt gjennem flere Tunneler forbi Manchester til Liverpool. Hvor stor en Indtægt, dette betydelige Foretagende, det første i England af den Art,