Dampmaskinens Historie

224 Lokomotivet og Jernbanerne. var mærkværdigt. Det var Jernbanen selv, som jeg først fik Lejlighed til at iagttage paa Til- bageturen fra St. Etienne til Lyon; thi Rejsen foregik da om Dagen, medens man tager derud om Natten. De Vogne, hvori vi bleve skumpede lienad Skinnerne, ble ve, alt efter de forskj ellige Ter- rainforhold, trukne paa forskj ellig Maade. Snart skete det ved Tove, der bleve rullede op om Valser af faststaaende Dampmaskiner, som vare anbragte paa de Steder, hvor det gjaldt at gaa op ad en stærk Skraaning; — snart gik et Par Heste i Spidsen af Toget, naar Skraaningen kun var ringe; — snart igjen var det rigtige Lokomotiver, naar Vejen var horizontal; — og endelig løb Vognene ved deres egen Vægt, naar man skulde nedad Bakke, som f. Ex. paa Stræk- ningen mellem St. Etienne og Rive - de - Gier, hvor Toget Lob nedad Siden af Bjerget. Hvis der, hvad der ogsaa kunde ske, fra samme Flade gik lige stejle Skraaninger ned til begge Sider, saa benyttede man Vægten af det Tog, som løb ned, til at hale et andet Tog op med, ganske ligesom man i Kulminerne lader nogle fulde Vogne hale en Række tomme Vogne op. Man kan nu nok tænke sig, hvor besyn- derlig Rejsen maatte blive som F-ølge af disse mange forskjellige Befordringsmidler. Hvert -Øjeblik skiftede de; ved St. Etienne var det et Lokomotiv, der trak Toget; siden tog et Par Heste Lokomotivets Plads. Paa et andet Sted, hvor der var en meget stærk Stigning, følte man sig hejset i Vejret derved, at en fast- staaende Dampmaskine rullede Tovene op om en Valse; den Rejsende kunde da ikke andet end gyse ved Tanken om, at hans Liv bogstavelig hang i dette Tov. Det var nemlig klart, at hvis disse Tove, der siedes stærkt ved Dag ud og Dag ind at bruges, pludselig sprang, og hvis Konduktøren ikke havde Tid eller Aands- nærværelse nok til at benytte de Bremser, hvormed Toget netop for en saadan Eventualitets Skyld var forsynet, saa vilde Trainet rulle bag- lænds og slaa imod med en Kraft, der for- øgedes i Forhold til dets Masse, — et Produkt, som nok kunde bringe selv den modigste Mand til at skjælve. Man ser da, at intet kunde være mere pittoresk, end en Rejse paa den af Seguin konstruerede Jernbane/4 Saadan altsaa var Tilstanden paa en af de tre Jernbanelinier, Frankrig havde i 1838, otte Aar efter, at man i England havde naaet et Standpunkt, der allerede kunde sammenlignes med det, vi endnu staa paa. Hvad, var da Grunden dertil; hvorfor fulgte Frankrig, det fremadskridende Land, cler saa ofte har taget Initiativerne, der saa udmærket har ført mang- foldige af de store Spwgsmaal frem, — hvorfor fulgte det ikke med her? Der var mange Grunde dertil, først og fremmest rent politiske. Spektaklerne i Paris i Begyndelsen af Trediverne slugte Broder- parten af Interesserne og drog Opmærksom- heden bort fra industrielle Foretagender; men ikke nok dermed, de fremkaldte tillige Uro og Frygt i hele Handelsverdenen og svækkede derved Kapitalisternes Lyst til at sætte Penge i saadanne Foretagender. Dertil kom saa des- uden de sædvanlige Modstande mod alt nyt, Skinsyge, Frygt for Farer o. s. v. som man kjender det fra alle andre Lejligheder, hvor saadant skal frem, — hvor kan man saa undre sig over, at det Tidspunkt blev skudt ud, da ogsaa Frankrig kom med for Alvor. Det var sandelig ikke Dygtigheden, der manglede hos Ingeniørerne, ikke Iveren for at bringe Folk til at indse, hvor stor Gavn det hele Land vilde have af de nye Kommunika- tionsmidler. Tværtimod, snarere har maaske den højrøstede Tone, hvori ialfald en enkelt Mand, Auguste Per don net, senere Direktør for Ecole central des Arts et Manufactures og for Østbanerne, — snarere har maaske, sige vi, den Iver og vedholdende Anstrængelse, lian allerede fra 1830 lagde for Dagen for at ind-