Dampmaskinens Historie

Dampmaskinen. 33 skridt, forinden den liar skaffet sig sit Maale- apparat, og derfor ligger det SpoTgsmaal be- standig først for, hvor der er Tale om nye Pliænomener, hvorledes kan de maales. Paa den Tid, vi her omtale, Begyndelsen og Midten af det 18de Aarhundrede, kunde man aldeles ikke sammenligne Varmephænomenerne, thi intet Maaleapparat stod endnu i den Ret- ning til Raadighed. Vel forelaa der et Instru- ment, som kaldtes Thermometer, men det bar med Urette dette Navn, thi det kunde aldeles ikke give noget Maal for Varme, det kunde kun angive, hvorvidt forskjellige Legemer havde forsig ellig Varmegrad, ikke derimod dennes Størrelse. Hvorledes man da bar sig ad for desuagtet at faa et Slags Temperaturangivelse viser f. Ex. Papins Forsøg med Gryden. Naar han vilde skaffe sig at vide, hvor varm Dam- pen i Gryden var, lod lian en Draabe Vand falde paa Laaget og talte det Antal Sekunder, der forløb, indtil den var helt fordampet. Den kortere eller længere Tid, det tog, tjente ham som Angivelse; men man ser let, hvor los en saadan Angivelse maatte blive. Det første Therm ometer tilskrives gjerne Drebbel, en paa Overgangen fra det IGde til det 17de Aarhundrede bekjenclt dygtig hollandsk Mekaniker og Optiker. Han blandede Vand og Salpetersyre i en Skaal og opløste lidt Messing deri for at give det Farve. Naar lian saa satte den aabne Ende af et ligesom vore Thermo- meterrør med Beholder forsynet Glasror ned i Vædsken og varmede Beholderen, saa udvidede Luften i Beholderen sig, noget af clen løb ud, og afkjorledes da Apparatet, steg lidt Vædske op i Reret. Forandrede nu Omgivelsernes Varme- grad sig, er det øjensynlig, at Vædsken enten vilde stige eller synke; men, som man ser, fik man ingen Angivelse af Temperaturens Størrelse. Midt i 17de Aarhundrede forandredes dette Instrument af et af Medlemmerne af det flo- rentinske Academia del Cimento saaledes, at det nu fik den af os endnu benyttede Form, et Rør med Kugle fyldt med farvet Vinaand og lukket foroven. Det Punkt, hvorved Vædsken stillede sig, naar Apparatet hængtes op i en dyb Kjelder, mærkedes med Nul, og 100 Ind- delinger af vilkaarlig Længde afsattes derfra til begge Sider, baade opad og nedad. De overste kaldte man Varmegrader, de nederste Kuldegrader; men naturligvis angav to saadanne Thermometre altid forskj ellig Varmegrad, det ene lod sig ikke sammenligne med det andet. Saadan stod Sagen imidlertid indtil 1694, da Renal cl ini i Padua foreslog at mærke det Punkt med Nul, hvorved Vinaanden stillede sig, naar Instrumentet blev omgivet med Is. Der- efter skulde man efterhaanden blande 1, 2, 3 ... 11,12 Dele kogende Vand med 11, 10, 9... 1, 0 Dele koldt Vand (Isvand) og mærke hvert af de Punkter, hvortil Vinaanden gik op, naar Thermometret sænkedes i disse Blandinger, med 1, 2, 3...11, 12 Grader, saa havde man et virkeligt Thermometer. Viste det paa et Sted 2 Grader, paa et andet 3 Grader, saa vilde begge Steders Varme forholde sig som 2 til 3. Endskjandt nu dette forudsætter, at Instru- mentet angiver Varmens absolute Størrelse, hvad det ikke gjor, og endskjondt Vinaanden ikke udvider sig lige meget, naar Varmen til- tager lige meget, saa havde dette Thermometer med alle sine Fejl dog clen store Egenskab, at det for første Gang angav Ispunktet og Koge- punktet, hvad jo allerede var overmaade meget. Efter flere andre mer eller mindre uheldige Forsøg lykkedes det endelig i 1714 at forfær- dige indbyrdes overensstemmende Thermometre. Æren derfor tilkommer ubetinget Gabriel Fahrenheit, en physisk Instrumentmager i Danzig. Han havde bemærket, at man ved at blande lige store Dele Sne og Salmiak kunstig kunde frembringe samme Kulde, som man fra Naturens Haand havde faaet at føle i den strenge Vinter 1709. Det Punkt, hvortil Vin- aanden i lians Thermometer sank, naar lian sænkede det i en saadan Blanding, betegnede 5