Dampmaskinens Historie

 Dampmaskinen. 41 Ex. naar Fortætteren forsynedes med et Ror, som gik ned i en dyb Brønd. Da nemlig Luft- trykket kun kan holde Ligevægt med 33 Fod Vands Tryk, maatte en saaledes indrettet For- tætter bestandig udtømme sig; men derved var dog baade Vanskeligheder og Mangler. Thi selv bortset fra Nødvendigheden af en mindst 33 Fod dyb Brønd, vilde dog den Luft, der bestandig samlede sig i Fortætteren, derved ikke være bragt afvej en. Vand indeholder jo nemlig altid mer eller mindre Luft og desto mere jo koldere det er; men deraf følger omvendt, at naar Kjedlen koger, vil Luften frigjøre sig og strømme over i Cylinderen sammen med Dam- pen, og selv om nu ogsaa baade Luften og Dampen kommer ind i Fortætteren, vil kun Dampen fortættes, Luften derimod holde sig som Luft og ved sit Modtryk hindre Stemplets Nedgang. Der maatte da altsaa tages fat paa en anden Maade. I Bunden af Fortætteren blev indsat et Kot, som stod i Forbindelse med en Pumpe, og ved dennes Hjælp kunde da Vandet og Luften stadig udtømmes. Samtidig blev For- tætningen ved udvendig Afkøling af Fortætteren opgivet, et Hul anbragt paa dens ene Side, og koldt Vand ledet ind i den som tidligere i Cy- linderen; Pumpen maatte da ogsaa besørge dette Vand fjernet. Hvad angaar Bevægelsen af denne Luft- pumpe, som den kaldes, da blev den dreven af Maskinen selv, idet lian fæstede Pumpe- stangen til Balancen, som saa tog den med sig op og ned. Han nærede vel fra først af nogen Frygt for, at Maskinen herved skulde faa for meget at trække, idet han stod i den Formening, at Fortætteren maatte have samme Størrelse som Cylinderen. Da han imidlertid fandt, at dette ikke var nødvendig, at Fortætteren tvert- imod gjerne kunde være et meget lille Kar, saa kunde Luftpumpen heller ikke væsenlig be- svære Balancen; han kunde altsaa uden Frygt I anbringe Pumpestangen paa den. For hans Syslen med Dampmaskinen blev denne Forandring af største Vigtighed; han havde mere samlet Fritid, han var ikke saa bunden som før, han kunde kort sagt faa mere Ro end tidligere, og idet han da nu offrede denne Frihed paa sin Yndlingstanke, affødte hans Spekulationer allerede i 1765 Løsningen af det vigtige Problem, der saalænge havde ligget ham paa Sinde. Det faldt ham nemlig ind, at hvis man forbandt Cylinderen med et andet Kar, saa vilde noget af Dampen paa Grund af dens Spændkraft strax strømme over i dette Kar, og holdtes det koldt enten ved Indsprøjtning eller paa anden Maade, saa maatte al Dampen strømme over og fortætte sig. Han skred øjeblikkelig til at forsege Rigtigheden af denne Tanke. Han forbandt nemlig et kegledannet Kobberkar med et 30 Tommer langt og 4 Tommer vidt Blikrør og satte en Hane paa Roret, saaledes at der kunde spærres af for Karret. Karret fyldte han derefter med Damp fra en Dampkjedel, sænkede Roret i koldt Vand og aabnede nu Hanen, og saasnart dette var gjort, saa han Blikrøret blive presset sammen, et Bevis paa, at Overskuddet af Trykket fra den atmosphæriske Luft over det indvendige Damptryk var tilstrækkelig til at klemme Røret fladt, et Bevis ogsaa paa, at Dampens For- tætning maatte have været meget fuldkommen. Dette heldige Udfald godtgjorde altsaa Muligheden af at kunne fortætte Dampen uden at afkjele Cylinderen, eller ledede med andre Ord til at forsyne Maskinen med en særegen Fortætter, Kondensator. En efter dette Princip indrettet Model blev øjeblikkelig sat under Arbejde og prøvet og viste sig vel at kunne arbejde, men tilfredsstillede dog ikke. Sagen var den, at Fortætteren var et fuld- kommen lukket kugleformigt Kar, hvorfra altsaa det af den fortættede Damp frembragte Vand ikke kunde faa Afløb, saa at den lidt efter lidt fyldtes. Dette kunde nu vel nok afhjælpes, f. 6