Om Toner Og Farver
Forfatter: C. Holten
År: 1878
Forlag: J. H. Schultz
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 44
UDK: 53.0
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
13
bygget Hovedtrækkene af Musikens Theori og derved viist, at Ge-
neralbassens Lærdomme hvile paa reent physiske Principer.
Det staaer imidlertid endnu tilbage at paavise Grunden til
Skurringens Ubehag. Vi maae for at finde den gaae tilbage til
de Cortiske Strenge, af hvilke der jo findes mange Tusinde, lad os
sige 3000. Hvis nu alle de hørlige Toner omfatte 20 Octaver,
ville disse indeholde 614 Commaer, saa at der altsaa vilde blive
fire Strenge paa hvert Comma, et Interval saa lidet, at det neppe
kan skjelnes. Naar da en enkelt Tone lyder , vil den sætte en
heel Række af de Cortiske Strenge i Svingninger, der ville være
stærkest for een af dem, og fra den aftage til begge Sider. Er
det to Toner af næsten lige Høide, der klinger, vil vel enhver af
dem sætte sin Række af Strenge i Svingninger, men de to Rækker
ville gribe ind i hinanden, saaledes at de Strenge, der ere fælleds
for begge Rækker, paa Grund af Stødene afvexlende ville komme
i Hvile og Bevægelse, og det er altsaa det, der skal opfattes som
noget Ubehageligt, ja Utaaleligt, naar Afvexlingerne skeer med en
vis Hurtighed. Vi maae da spørge, hvorledes man ellers opfatter
slige Afvexlinger. I saa Henseende kunne vi henvise til, at en
Kække af hurtige og svage Slag paa eet og samme Sted af Hu-
den, fremkalde en langt heftigere Smerte end et vedholdende, end-
ogsaa temmelig stort Tryk. Anstiller man i et mørkt Værelse
Forsøg med elektriske Gnister, blændes man vel, naar disse følge
langsomt efter hinanden, af hver enkelt af dem, men trættes dog
ikke væsentligt af dem. Følge de meget hurtigt efter hinanden,
saa at de danne en næsten nafbrudt Strøm, bliver man hverken
blændet eller trættet; men imellem disse to Yderligheder ligger
der en Tilstand, hvor Oiet saa at sige hverken faaer Tid til at
vænne sig til Lyset eller til Mørket, og hvor det baade blændes
og trættes i en overordentlig hoi Grad. Er det kraftige Gnister,
som give en stærk knækkende Lyd, — her er der ikke Tale om
Tone —, gaaer det ligesaadan med -Øret; hverken de langsomt
eller meget hurtigt efter hinanden følgende Knæk vække nogen-
somhelst piinlig Fornemmelse, men følge de efter hinanden mod
hverken for store eller for smaa Mellemrum, forsættes man i en