Om Toner Og Farver

Forfatter: C. Holten

År: 1878

Forlag: J. H. Schultz

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 44

UDK: 53.0

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 56 Forrige Næste
13 bygget Hovedtrækkene af Musikens Theori og derved viist, at Ge- neralbassens Lærdomme hvile paa reent physiske Principer. Det staaer imidlertid endnu tilbage at paavise Grunden til Skurringens Ubehag. Vi maae for at finde den gaae tilbage til de Cortiske Strenge, af hvilke der jo findes mange Tusinde, lad os sige 3000. Hvis nu alle de hørlige Toner omfatte 20 Octaver, ville disse indeholde 614 Commaer, saa at der altsaa vilde blive fire Strenge paa hvert Comma, et Interval saa lidet, at det neppe kan skjelnes. Naar da en enkelt Tone lyder , vil den sætte en heel Række af de Cortiske Strenge i Svingninger, der ville være stærkest for een af dem, og fra den aftage til begge Sider. Er det to Toner af næsten lige Høide, der klinger, vil vel enhver af dem sætte sin Række af Strenge i Svingninger, men de to Rækker ville gribe ind i hinanden, saaledes at de Strenge, der ere fælleds for begge Rækker, paa Grund af Stødene afvexlende ville komme i Hvile og Bevægelse, og det er altsaa det, der skal opfattes som noget Ubehageligt, ja Utaaleligt, naar Afvexlingerne skeer med en vis Hurtighed. Vi maae da spørge, hvorledes man ellers opfatter slige Afvexlinger. I saa Henseende kunne vi henvise til, at en Kække af hurtige og svage Slag paa eet og samme Sted af Hu- den, fremkalde en langt heftigere Smerte end et vedholdende, end- ogsaa temmelig stort Tryk. Anstiller man i et mørkt Værelse Forsøg med elektriske Gnister, blændes man vel, naar disse følge langsomt efter hinanden, af hver enkelt af dem, men trættes dog ikke væsentligt af dem. Følge de meget hurtigt efter hinanden, saa at de danne en næsten nafbrudt Strøm, bliver man hverken blændet eller trættet; men imellem disse to Yderligheder ligger der en Tilstand, hvor Oiet saa at sige hverken faaer Tid til at vænne sig til Lyset eller til Mørket, og hvor det baade blændes og trættes i en overordentlig hoi Grad. Er det kraftige Gnister, som give en stærk knækkende Lyd, — her er der ikke Tale om Tone —, gaaer det ligesaadan med -Øret; hverken de langsomt eller meget hurtigt efter hinanden følgende Knæk vække nogen- somhelst piinlig Fornemmelse, men følge de efter hinanden mod hverken for store eller for smaa Mellemrum, forsættes man i en