Om Toner Og Farver

32 bliver dens Farve udvidsket og viser sig som en skiden graaagtig blaa. Omtrent samme Virkning faaer man paa den violette Grund. Medens man saaledes, naar man blindt hen sammenstiller stærke og svage Farver, kan komme til at berøve disse den Ren- hed og Klarhed, de i Virkeligheden besidde, kan man ved Sam- menstilling af stærke og klare Farver komme til en anden Yder- lighed. Sammenstilles f. Ex. Zinnober og Ultramarin, vil Ud- fyldningsfarven Orange til det Sidstnævnte lægge sig over Zinno- beret og nærme det til det Brandrode, Udfyldningsfarven Blaa- grønt til Zinnober vil lægge sig over Ultramarinet og trække det noget over mod Purpur. Om Farverne i dette Tilfælde nu ikke forhoies, virke de dog ikke heller nedsættende paa hinanden. Sammenstiller man derimod Ultramarin med Chromguult, som noget nær er dets Udfyldningsfarve, vil den ene af disse forhoie den anden, og de indvirke da blændende paa Oiet, hvad man ud- trykker ved at kalde det en grell Sammenstilling af Farver. I disse Modsætningsfarver maa man søge den væsentlige Begrundelse af Farveharmonien. De Farver, vi see i den frie Natur ere i Reglen blege, d. v. s. blandede med meget Hvidt, døres Modsætningsfarver ere i Keglen svage og de kunne næsten altid sammenstilles udon at nedsætte hinanden eller uden at træde frem som grelle. Men i enkelte Tilfælde har Naturen ogsaa stærke Farver uden at der dog i Reglen fremtræder nogen Dis- sonans i Farverne. I Regnbuen og andre optiske Phænomener af lignende Udseende, vise Farverne sig i en jævn Overgang og kunne derfor ikke give nogen Dissonans, de robe blot paa en vel- gjørende Maade den tilstedeværende Farverigdom. Det er vel sandt, at Regnbuen, naar den viser sig foran en Skov, kan give en uheldig Blanding af sit eget Rødt og Skovens Grønt; men Øiet opfatter da Phænomenet som om det Gronne sees bagved det Rode uden at blandes dermed. Mange Blomster have stærke Farver, men den umiddelbare Sammenstilling af dem forhindres i den frie Natur ved Plantens grønne Blade. Vil man derimod danne Bouquetter, maa man, som det da er velbekjendt, deels ved