Tunnel under Øresund og andre Tuneller
H. Ohrt og A. Qvistgaards projekt af 1912

77 domsretten og paalagde ingen Grundværdistigningsskat. Er det da nu retfærdigt og Lighed for Loven at paalægge, visse Grundejere i de Egne, hvor de ny Baner tænkes anlagte, en saadan „Skat“? Vi finde det ikke. Jernbaneforslaget lægger den første Vurdering til Ejendomsskyld til Grund og tenderer henimod at betragte enhver Værdi- stigning, der er sket derefter, som en Følge af Jernbaneanlæget. Det umaadelig betænkelige ved denne Bestemmelse vil for Landejendommenes Vedkommende for- mentlig ligge lige for, naar man erindrer, at disse den Gang vare nede i en af de økonomiske Bølgedale, og at Priserne gennemgaaende ere stegne betydeligt siden dette Tidspunkt. Men denne Betænkelighed, at man saaledes vælger Udgangspunktet ganske forkert, vokser betydelig, naar ogsaa det andet Kardinalpunkt formentlig er fejlagtigt. Dette andet Kardinalpunkt er Fastsættelsen af Værdistigningen gennem Skøn af en enevældig Kommission, hvor end ikke de paagældende Grundejere ere repræsenterede, i Stedet for den eneste praktiske Værdimaaler: stedfindende Salg eller Overdragelse af Brugsret over Ejendommen, hvilken sidste Fremgangsmaade cla ogsaa er gennem- ført i andre Lande, hvor man har indført en saadan Skat. At lægge Kommissions- skønnet til Grund som Værdimaaler er formentlig at bygge paa fiktive Værdier og tvinger let den private Ejer ind paa uheldige Grundspekulationer, som han ikke kan magte, i Stedet for, at han ellers rolig kunde blive ved at bo paa eller dyrke sin Ejendom; men særlig med de nuværende økonomiske Forhold, der mulig kunne ved- vare i en Aarrække, for Øje skulde Staten dog ikke gerne gaa med til sligt. Man har paaberaabt sig den tyske Lovgivning som Mønster, men intetsteds er man i Tyskland gaaet med til en Værdistigningsskat af den Størrelse som her foreslaaet. Som Eksempel kan anføres et Forslag fra Magistraten i Berlin, som nylig blev fremsat for den Berlinske Borgerrepræsentation, der endda forkastede det. Dette Forslag gik ud paa, at der ved Siden af en Omsætningsskat ved Salg af faste Ejendomme — Ejerskifte ved Arv og lignende var undtaget — skulde svares følgende Grundyærdistigningsskat ud over en Værdistigning af 10 pCt. (de første 10 pCt. Værdistigning skulde være fri): 5 pCt. af en Værdistigning mellem 10 og 20 pCt. 6 — — — — 20 - 30 — 7 — — — — 30 - 40 — 8 — — __ — 40 - 50 — 9 — — — — 50 - 60 —, og saa fremdeles, indtil der var naaet en Værdistigningsskat af 20 pCt. af Værdistig- ningen, hvilket var det højeste, der kunde tages. Endvidere var der i det tyske Forslag gjort følgende særdeles praktiske Modifikation: For bebyggede Grunde komme de nævnte Satser kun til Anvendelse, naar der imellem de to Ejerskifter er forløbet højst 5 Aar. Udgør det mellemliggende Tidsrum over 5, men ikke over 10 Aar, bliver Skatten kun 2/3 af den ovenanførte, og er det mellemliggende Tidsrum over 10 Aar, bliver Skatten nedsat til 1/2. For ubebyggede Grunde gælder det samme, dog med den Modifikation, at Skatten først nedsættes til 2/3, naar der er forløbet over 10 Aar mellem Ejerskifterne, og først til 1/3, naar der er gaaet over 20 Aar. Man sammenligne hermed det danske Jernbaneforslag, der paalægger den samme Afgift, enten Værdistigningen er større eller mindre, og som lægger Beslag paa Værdistigningen hele 40 Aar ud i Fremtiden — ret som om nogen nok saa oplyst Kommission 30—40 Aar efter et Jernbaneanlæg skulde kunne udrede, hvilken Del af Værdistigningen der hidrørte fra Jernbanen, og hvad fra andre Ting. Hvis man helt vil omkalfatre Ejendomsrettens Begreb og indføre en Grund- værdistigningsskat (Ekspropriation), er den absolut nødvendige Konsekvens deraf for- mentlig, at Staten ogsaa maa erstatte Værdiforringelser, paaførte private Ejendomme ved dens Foranstaltninger. Man tænke sig denne Konsekvens gennemført overfor Esbjerg, hvis Vestprojektet bliver fastslaaet! Og vil man ikke i Tilfælde som det sidstnævnte tage denne Konsekvens, men paa den anden Side gaa med til Bestemmelsen i Lovforslaget om Esbjerg Havns Ud- videlse, hvorved der gives Indenrigsministeren og Byraadet en enevældig Myndighed