Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. skeede det ikke ganske uden Forbilleder, især var det Wilkie,1) som gjennem de ud- mærkede Kobberstik var vel kjendt, der tjente som Mønster; men med Forbilledet var ikke Alt gjort, det egne Studium efter Naturen var det dog, som det kom mest an paa, og i dette — kan jeg bevidne — var der Ingen, der tog det saa alvorligt som Tidemand. De Andre indskrænkede sig til meget korte Opbold der, hvor de hentede sine Stoffe, og det Meste skeede i Atelieret ved Hjælp af Modeller og medbragte Co- stumer, medens Tidemand i sin bedste Tid gjorde sine Studier paa Stedet selv, og det med en Flid og Pietet overfor Naturforeteelserne, som blot Faa af de Moderneste er i Stand til, hvad Samlingen af hans Studier i vort Nationalgalleri noksom viser. Dette vakte min fulde Sympathi, og naar dertil kom hans fordringsløse Personlighed, hans elskværdige Velvilje mod Alle, hans stille kunstneriske Virksomhed uden noget Slags Humbug, saa var det intet Under, at der udviklede sig et trofast Venskab mellem os, som ikke ænsede nogen Prøvelse udenfra.«2) — Det første fællesarbeide af Gude og Tidemand var den berømte Brudefærd i Hardanger, som de malte i Düsseldorf, vistnok efter temmelig flygtige studier, vinte- ren 1847—48, før de begge drog hjem til Norge. Billedet er jo så omspundet af digt og toner, at det snarere eksisterer i den norske folkefantasi end som et malet billede på et lærred, og enhver beskrivelse vilde skurre mod stemningen i Munchs digt og Kjerulfs musik. (Se forresten billedet på side 95). Men selv med fare for at krænke et nationalt klenodie må det siges, som sandt er, at for den, som søger maleri og ikke et poetisk motiv, er det en skuffelse at se billedet. Som det nu hænger i Kunstmuseet mellem så mange gode billeder også fra ældre tid, virker det broget og falsk med sin glasagtige kolorit og sin theater- stemning. Men vi må jo alligevel være glad ved at eie et af de 4 eksemplarer af det berømte billede, som selvfølgelig aldrig kan tabe sit historiske værd. Om dette samarbeide mellem to kunstnere, som for vor individualistiske tid kan synes lidt underligt, skriver Gude i sine erindringer (s. 31): »Dette Fællesarbeide havde noget særegent Fortryllende ved sig: den første Plan- læggen og Griben i hinanden af Former og Linier, Lys- og Skyggevirkninger — saa den Spænding, om den Anden vel vilde finde den Skjønhed i Modsætningerne, som man havde tænkt sig, og saa Fornøielsen og Overraskelsen, naar det kom saa meget vakrere. Jeg, som den Yngre, følte det som en stor Tilfredsstillelse, og følte mig æret, 9 Sir David Wilkie (1785—1841) var en fremragende skotsk maler, som i 30årene stod som førstemand blandt de engelske figurmalere. Hans emnekreds var det daglige liv, folkelivsbilledet, og han malte det som en ny, men godmodig og munter Hogarth, med humoristisk sans. Hans måle- måde og kolorit er ganske i de gamle nederlænderes art. Han er en engelsli Teniers. 3) Af Hans Gudes Lin og Værker, side 28.