Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

NORSK BONDELIV. Den var som et udslag af folkets trang til at beholde sine kunstnere, denne kon- gens plan tra 1848 med et lidet palæ, som norsk billedkunst skulde pryde. Maleri og skulptur skulde her samles under arkitektens ledelse, fordelt som faste dekora- tioner i rummene. Michelsen, som var den eneste kjendte norske billedhugger, skulde gjøre en række statuetter af gammelnorske konger (i zink!), Frich skulde male landskaber fra »naturskjønne egne« i Norge, Gude fik bestilling på 4 landskaber som skulde illu- strere steder, hvor Fridtjofs saga foregår o. s. v. I Tidemands lod faldt det at male disse 10 billeder i spisesalen, som skulde gi den norske bondes liv.1) Jørgen Moe havde få år i forveien i sin programtale til sin første samling af folketradition skrevet, at poesien skulde afspeile folkets liv »i rene, luttrede billeder«. Det må ha været noget sådant, som har foresvævet Tidemand, da han udkastede denne serie af billeder om norsk bondeliv. For »luttrede«, det er netop, hvad de er, disse bondelivsbilleder. De er idealiseret i den grad, at der er hverken bonde eller liv tilbage i dem. I en række af letfattelige situationsbilleder beretter serien om en norsk bondes og en norsk bondekones liv. Det vil si — om en række søndagseftermiddage i deres liv. Vi følger dem fra barndomsidyllen på sætervolden med lurlåt og — strømpe- strikning, det eneste realistiske træk i serien! Vi følger dem gjennem frieri og bryl- lupsfest og barneglæde og barnesorg til den »elegiske livsaften«, da de har sendt sin yngste søn til Amerika og selv sidder igjen som de ensomme gamle i den stille stue og søger trøst i »skriftens« ord. Således som billederne er udført på Oscarshal, fortæller de en meget enkel, men også meget uinteressant, sentimentalt farvet novelle om norske bønder, som hvad skildringens nationale pålidelighed angår rangerer i klasse med de Mauritz Han- SEN’ske bondenoveller. Af norskhed er her intet spor. Modellerne var — når de brugtes — øiensynlig tyske. Disse billeder er beregnet på at gå dem til hjærte, som intet mere begjærer af malerkunsten end en koloreret fortælling af et tiltalende indhold. At denne billed- række er blit så populær, kan forklares gjennem den flerdobbelte glæde, som følger af at bli underholdt gjennem 10 sammenhængende billeder. Fra malerkunstens synspunkt har disse billeder ikke dybere værd — og oprigtig talt kan jeg ikke skjønne, at de har det fra noget andet synspunkt heller — uden fra det kulturhistoriske. De er altfor tamme til at nå den episke stil, som de tilsigter. 0 Hvor gjerne kunstnerne vilde gjøre noget for hjemlandet og for dets konge, det vidner de lave priser om, som de fik for sit arbeide. Hele slottet kom ikke på mere end 320000 kr., for 8 store landskabsbilleder fik Frich tilsammen 2400 kr., og for 4800 kr. leverte Tidemand de 10 folkelivsbil- leder og tilmed zinkpladerne, de er malt på. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 16. 123