Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

FANATIKERNE. Der gik i begyndelsen af 60årene en stærk pietistisl< bevægelse gjennem vort folk, og denne antog i de nordligste trakter af landet, i Nordland og Finmarken, en så voldsom karakter, at den gav sig udslag, ikke bare i sindsyge og selvmord, men i en række ligefremme mord. Det er et af de uhyggelige optrin i en slig pietistforsamling, som billedet skildrer. En lægprædikant af læstadianernes farlige sekt holder »opbyggelse« i en bondestue, som er fyldt med tilhørere, mænd og kvinder. De skindklædte lapper i forsamlingen viser, at scenen foregår der nord, hvor sindene knuges af vinterens lange natmørke. Og i den oprevne tilhørerskare ser man sig forgjæves om efter en type på intelligens og selvstændig tænkning, som vi så dem i Haugianernes kreds. Det, vi her ser, er uvidenheden, som skjælver under fanatismens pisk. Ti det er klart nok, hvad denne sortklædte »lægmand« med de hårde blege træk og »loven« i sin hånd forkynder. Det er den evige pine i svovlpølen, han maler ud for dem i »Åbenbaringens« tøilesløse fantasisprog, hidser deres indbildning til den yderste grænse — og udover den. Han slider i deres nerver med sin hæse stemme, med fodstamp og slag i bord, springer frem og udpeger den enkelte, hypno- tiserer og forvilder med sine øine . . . Hulkingen begynder, stønningen tar til, lap- perne synker i knæ og fremramser meningsløse bønner, og den gamle sindsyge kvinde, som har fulgt ham fra opbyggelse til opbyggelse, ser nu helvedesgabet åbent foran sig og begynder at rive sig i håret og udstøde sine hyl. Nu da besvimelserne og kram- pen indfinder sig og angstsveden står på mændenes pande, — nu løfter han bibel- bogen frem for dem og peger på stedet, hvor det står: — Forbandet være hver den, som ikke bliver ved i alle Ting, som er skrevne i lovens bog, så han gjør dem!... Det er slig en pathologisk scene, kunstneren har villet skildre. Og han har an- spændt sin forestillingsevne og sin tanke til det yderste. For han har aldrig selv set den. Det er det, som karakteriserer billedet, at det er tænkt. Tænkt med stor energi og klogskab, men ikke oplevet. Vi føler optrinet som et bevidst modstykke til Haugianerne. Hver figur, fra præ- dikanten til den afsindige har han villet skulde virke modsat af, hvad figurerne gjør i Haugianerne. Ja endogså stuen har han dreiet om, så det løftende skråtag i Hau- gianerne her ligger på tværs, trykkende over forsamlingen som en tordenhimmel. I mange ting er billedet fortrinligere end Haugianerne. Koloriten er langt kraf- tigere, næsten brutal. Optrinet er så dramatisk iscenesat, at vel aldrig nogen galleri- besøgende har gåt sløv forbi det. Og de enkelte figurer er så energisk karakteriseret, at man bærer erindring om dem længe efter. Ja et par af figurerne er endogså så 137