Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ALTERTAVLER — SIDSTE ÅR. Et lidet billede som det her afbildede — Nød — med den gamle forhungrede kvinde i den sorte grue — noget af det alvorligste og moderneste, Tidemand har gjort af livskildring — viser at kunstnerevnen endnu var tilstede hos ham lige til det sidste. Men den var vågen bare nu og da. Den store mængde af hans billeder fra de sidste år, da sygdom og svækkelse og ensomhedsfølelse mere og mere overmanded ham, er ikke gode. Ved siden af at fabrikere små sødladne »folkelivsbilleder«, gir han sig dog også nu i kast med større opgaver, som han går til med opbud af hele sin kraft. I disse sidste år blev Tidemand endogså ved bestillinger fristet til at kaste sig over et helt nyt område — det som i hans ungdom var blit så bråt stængt for ham: det religiøse maleri. For Trefoldighedskirken i Kristiania malte Tidemand i 1868 altertavlen med en fremstilling af Kristi dåb, som hverken var god eller dårlig. For Bragernæs kirke i Drammen malte han tre år senere en opstandelse, som er afgjort dårlig, og i 1875 afleverte han til Tyristrandens kirke sin tredje altertavle med motivet Kommer hid til mig alle, som ere besværede, og trænger hvile, den mest sympathiske af hans religiøse kompositioner. Tidemand var da selv en af dem, som trængte hvile. Siden han holdt på med Tvekampen havde hans helbred stadig været utryg, og efter hvert større arbeide var hans kræfter så udiømt, at han måtte ta hvil i måneder og reise for at rekreere sig. Samtidig med at sygeligheden tog til, gav han sig også mere og mere over i den tanke, at hans tid var forbi, at han var en overlevende kunstner, som man ikke længere brød sig om. »Den yngre Generation ser skjævt til os, Bjørnson i Spidsen, for vor Udlændighed eller rettere Tyskhed,« skriver han til Gude. »Det var svært at til- kjæmpe mig en Slags Anerkjendelse af min Alders Lige; nu da de er bragte — idet- mindste til at tie, kommer en yngre Slægt, hvis Sympathi man maa savne. Men det er Verdens Gang og Kunstnerens Skjæbne, jeg beklager mig ikke derover, jeg ser det blot komme!«1) Og sine vemodige breve til Gudes i Karlsruhe underskriver han i denne tid vanlig »Eders gamle graa Ven A. T.« Da han i 1874 også misted sin eneste søn, som var blit 24 år gammel og netop var gift, sailli Tidemand åndelig sammen. I det år, han havde igjen at leve, malte han på senere statsråd Astrups bestil- ling sammen med Morten Müller Sinclairs landgang i Romsdalen (1876) og begyndte med at gjøre studier til et stort historiebillede, som kong Oscar II havde bestilt af ham, Kristian IV grundlægger Kristiania. 1) De mismodige yttringer var fremkaldt ved en temmelig nedsættende kritik af Julius Lange over hans billeder på den skandinaviske udstilling i 1872 (se Lange, Nutidskunst, Kbh. 1873, s. 450 ff.). NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 18. 139