Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HANS GUDE. for Rosendal gård i Hardanger — det som Jørgen Moe introducerte ved sit digt, lige- som Welhaven kort i forveien til et andet billede af Gude havde skrevet sit digt Solvirkning (»Tilfjelds under Granelien«). I det hele følger der nu, mellem årene 1844 og 1858, en lang række høifjelds- billeder, som nok kan berettige prof. Dietrichsons betegnelse »Høifjeldsbilledernes periode« i Gudes kunst. Blandt dem er også de her afbildede Høifjeld ved Solopgang (1855), som eies af hr. ritmester Thv. Meyer, og Høi/jeld i Kunstmuseet (1857). Om det første af disse billeder skrev prof. Gude et års tid før sin død til forfat- teren, at »det blev malt under de uheldigste omstændigheder i 1853«, og at billedet er »uden Caracteer og Natursandhed og falder ud af Sammenhængen med mine øvrige Billeder«. Ifald her ikke foreligger en feiltagelse — billedet hos Meyer er nemlig sig- neret 1855 — synes det mig at være en urimelig streng dom af mesteren over et ung- domsarbeide. Men udtalelsen viser, i hvor høi grad Gude i sine senere år havde fjærnet sig fra sin ungdoms romantiske kunstsyn og brød staven over den kunst, som ikke bygged umiddelbart på naturstudium og stræbte efter sandhed. Ti billedet er i virkeligheden et staseligt og imponerende kunstværk, selv om det på romantikervis er sammenkomponeret og frit opdigtet (side 156). Det brede udsyn over storstenet ur, over kløfter og drivende tåger, over blinkende vand og fjærne tinder i solopgangens glød er et skue af pompøs skjønhed. Og trods sin rigdom er billedet rythmisk afbalanceret i masserne og med al koloritens livlighed vel stemt i farven. Det er et billede, som kan lære os meget om datidens romantiske naturfølelse, og kunsthistorisk viser det bl. a., hvor det var, at Cappelens digtende naturromantik satte an. Netop fordi det med sine overdrivelser, sine optårnede klip- peblokker, sine forvredne furustammer og rødder og sin effektfuldt gjennemglødede og rødmende kolorit er et rigtigt paradigma på den ægte diisseldorferromantik, vover jeg at ta med billedet her tiltrods for mesterens egen dom om det. Billedet står neppe heller så alene i Gudes produktion, som mesteren selv trodde. Til den samme klasse af effektsøgende og naturfjærne landskaber og for malerisk rin- gere end dette høifjeldsbillede regner jeg for min part både Brudefærden (1848) og de temmelig grovt dekorative landskaber med motiver fra Fridtjofs Saga i spisesalen på Oscarshal (1849). Men med det mindre billede Høifjeld fra 1857 i Kunstmuseet og den storladne skisse til dette fra det foregående år (side 157), når vi med en gang ind til det ædleste og største i Gudes begavelse. Her er han helt frigjort fra al skolekonvention, helt selvstændig og helt mester. Her er en skjønhed og ro i linjen, en simpelhed og kraft i farven, en mægtig rumvirkning og fremfor alt en følelse så dyb og fuldtonende — at denne kunst har rang med det bedste i norsk landskabskunst. 158