Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HANS GUDE. ordentlig til gjenmæle i en tale, som slutted: »Forresten er jeg for min Part kjed af Samlivet lier, saadan som det liar gestaltet sig i de senere Aar, og jeg reiser min Vei.« Dertil kom, at Gude var nokså træt af den anstrængende lærergjerning, og vel også det, at en engelsk kunsthandler, som havde været hosat i Düsseldorf, forespeiled ham fordelene ved at bo i England og muligheden af at erobre et fast marked for sin kunst der. Men dybere end disse grunde lå vistnok en anden grund. Skjønt han ikke lige- frem siger det selv, havde Gude som kunstner uden tvil begyndt at føle düsseldorfer- luften tung for brystet. Rundt omkring sig kunde han iagttage, hvorledes skolerutinen og den evindelige komponeren efter studier tærede på ægtheden selv hos malere med den bedste vilje til kunstnerisl< redelighed. Han har da åbenbart også indset det utilstrækkelige i det naturstudium, som med mere eller mindre heldigt resultat kunde foretages under en sommerreise på et par måneder. Ti ikke før var han kommet over til Wales, førend han slutted sig til den lille koloni af engelske friluftsmalere, som havde slåt sig ned i landsbyen Bettw-y-Coed og omegn.1) Og i de to år, Gude opholdt sig i Wales, var han selv næsten helt og holdent friluftsmaler. En hel række af billeder blev færdigmalt ude i den fri luft eller med motivet direkte for øie i det lille studietelt, han førte med sig ud i marken. »Jeg var meget flittig, skriver han, sad ude hele Vinteren, som forresten ogsaa var saa mild, at jeg neppe risikerede Noget derved. Det var bare, naar det regnede for stridt, at jeg arbeidede i Atelieret. Ellers vandrede jeg hver Morgen op i »Høifjeldet«, som virkelig havde noget af det norske, om end alting var i mindre Forholde; ligesaa vildt og en- somt var det i alle Fald.« »Og den fremmedartede, men sympathiske Natur fik mere og mere Tiltrækning for mig. Der var en eiendommelig malerisk Ynde, parret med Alvor og Tungsind, over dette Landskab, som det laa der Sommer som Vinter indhyllet i den fine sølvgraa laageduft; Sol var en Sjeldenhed, og Formerne taalte heller ikke saadant Lys og saa- dan Klarhed, de kom da for nær og blev for smaa. Men midt i al denne Stilhed kunde der pludselig ryge op en Storm, som rystede vort Hus’s tykke Graastensmure, en rigtig Atlanterhavsstorm, og da gjaldt det at komme ud til Holyhead, som jeg kunde naa paa nogle Timer. Engang lykkedes det mig ogsaa, førend Stormen var løiet af, at naa ud til det steile Forbjerg South Stack, og ved at lægge mig fladt ned kunde jeg forfølge de vældige Søer, hvordan de brød sig mod Klipperne og løste sig op i fraadende Skum.« Også på anden måde har vistnok opholdet i Wales været til gavn for Gudes kunst. b Den samme som den store engelske landskabsmaler David Cox i 1844 havde opdaget, og som han vendte tilbage til næsten hver sommer til sin død i 1859. 178