Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

KARAKTERISTIK. kunst har nogen Aladdin. Han var nok en stor arbeider, men arbeidet synes aldrig at ha voldt ham besvær, har aldrig smertet. Ynden var hans naturlige yttringsform. Udvalg, moderation, frygt for al yderlighed præger alt, hvad han har gjort. Tiltrods for det, han selv siger, om sin store modtagelighed, havde han netop den selvbegræns- ningens evne, som er betingelse for ynde, og hvis borgerlige navn er takt. I sit lange liv, så rigt på reiser, har Gude aldrig sat sin fod i Italien. Det er, som han har følt en instinktmæssig frygt for at komme til at tabe fodfæste, når han stod ansigt til ansigt med den storskårne stilkunst, som allevegne møder én i det land. Hans kunst havde som en skytsånd i taktfølelsen, i den sikkre fornemmelse af, hvor hans evners grænser lå. Alt hvad der kunde gjøre skår i egen ligevægt og harmoni, skyed han. Derfor skyed han også den impressionisme, som han i sine senere år så brede sig fra den franske malerkunst og opflamme den unge norske malerslægt til ny bedrift. Han stod ganske udeltagende og åbenbart lidet velsindet overfor denne »nye retning«. Og alt, hvad han på sin besindige måde siger om den, viser, at han også stod uden forståelse for det, som var den store revolution i det nittende århundredes malerkunst. Det var jo ikke til at undgå, at denne 80-årenes ungdom med så ganske andre kunstneriske idealer måtte føle sig i opposition til Gude. Men det var en overdreven følelse af tilsidesættelse, som i en længere årrække holdt ham borte fra de udstillinger, hvor den kraftig opblomstrende unge norske kunst i disse år foldede sig ud. Ifald Gude — som han vistnok gjorde — regnede sin egen alderdoms produktion for at være lige god naturalisme som de bedste af naturalisternes, tog han afgjort feil. De havde sprængt og vilde sprænge hans kunstforms grænser. Men når han tillige i deres opposition så lutter uvilje og endog ringeagt for, hvad han selv havde frembragt og endnu evnede at frembringe, var det en indbildning. Og han havde gjort bedre i ikke i ydre henseende at skille lag med den unge norske kunst. Ti i virkeligheden var og er Gudes kunst agtet og skattet ikke bare af de genera- tioner, som stod hans egen nær, men også blandt de yngre og yngste slægtled var den gamle mester og hans kunst omfattet med høiagtelse og ærbødighed og en oprigtigere sympathi, end han selv aned. Gudes begavelse som lærer er almindelig erkjendt at ha været ganske overordentlig, og på alle de tre steder, hvor han har virket, har han været omringet af en talrig elevskare, såvel af tyske som af norske og andre skandinaver. Gude selv anslog an- tallet af sine elever til ca. 250. Alle de norske landskabsmalere, som trådte frem i 40-årene og var hans samtidige, har havt Gude til lærer, undtagen Eckersberg, som dog ligefuldt stod under hans 193