Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

AUGUST CAPPELEN. Heller ikke Cappelen blev nogen varig tilhænger af Schirmers klassikerretning. Tvertimod var det netop den nordiske romantik, som gav hans kunst det brede vinge- par, der bar ind i skogens dyb, ud på høislettens vidder. Og det var da, Cappelens egne rige evne som kolorist kom til udfoldelse. Af alle norske landskabsmalere er Cappelen den mest udprægede lyriker, og hans »digtart« er den romantiske natursymbolik. Også en maler som Fearnley var en bevidst digtende maler. Labrofos er en romantisk digtet naturskildring snarere end et portræt af et stykke natur. Men det er ikke lyrik, dertil er motivet for episk og billedet er bredt fortalt. For en kunstner som Fearnley, som for næsten alle malere på hans tid, var og blev formen, linjen maler- kunstens virkelige tungemål, som intet stemningsudbrud turde sprænge, som ingen farvemusik kunde erstatte. Cappelens naturromantik er meget forskjellig fra Fearnleys. Den er langt mere »tysk«, dunkel og lummer og ureguleret af virkeligheden. Fearnley virker i forhold til Cappelen næsten »engelsk« kjølig og klar — for at bruge et par konventionelle be- greber til at betegne forskjellen med. Cappelen var først og fremst kolorist. Hans kunst er i de større, udførte billeder snarere en fri farve-improvisation over et natur-thema end en malerisli skildring af den virkelige natur. Og denne improvisation er oftest af pathetisk, stundom lidt dekla- matorisk karakter. Hans billeder er kompositioner, som i nokså liden grad synes at støtte sig direkte på naturstudier, endskjønt der, som vi skal se, ikke mangled ham sådanne at bygge på. Naturen er for ham et medium og kunsten et stemningsudbrud. Det er sine egne følelser, lian afmaler i sine landskaber, egen følelse af ro eller oprør, af klarhed eller oprevethed, af ensomhed, fred, evighed — mere end naturen selv i dens udbrud af oprør eller dens fred og hvile. Strengt taget er jo alle de stemninger, vi ser i naturen, personlige stemninger, som vi overfører på den fysiske verden, der omgir os. Men disse stemninger er jo igjen resultatet af et vekselspil mellem en objektivitet og et gemyt, og der er en stor gradsforskjel i den vågenhed, hvormed vi opfatter den ydre verden, og i den villighed, hvormed vi lar den virke på os. Cappelen var en subjektiv kunstner, en drømmer. Han havde tilegnet sig den romantiske æsthetiks anskuelse om fantasiens fulde suverænitet overfor den ydre vir- kelighed. Uddøende urskov heder et billede i Kunstmuseet, det mest romantiske billede i norsk kunst: Mægtige klippeblokker, som gletscherne har ført hid i tidernes morgen, væltede kjæmpefuruer, i hvis krone orkaner har raset, fjeldbækken som ved vårflom har revet