Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

MALERSKOLEN. Skolen blev både godt besøgt og støttet af staten, og i de 11 år, Flckersberg endnu leved, leded han selv både skoleundervisningen og elevernes friluftstudier på sommer- reiser. Den virksomhed, han i disse år øved, har været af afgjørende betydning og til største gagn for den yngre norske kunstnerslægt, hvoraf næsten alle — de som nu står som de ældre af vore kunstnere — har været hans elever. Grundlaget for den naturrespekt og det ædruelige syn, som i modsætning til de senere düsseldorferes flotte rutine særtegner det efterfølgende slægtled af kunstnere, blev vistnok lagt på denne skole, under ledelse af denne lærer, hvis største egenskab som kunstner var redelighed og trofasthed i gjengivelsen af det, han med sine øine så. For Eckersberg var ikke bare en betydelig lærer, han var også en betydelig kunstner. Hans produktion er både omfangsrig og — delvis — af ganske ualminde- ligt værd. Med undtagelse af en del arbeider fra læretiden i Tyskland og fra et ophold på Madeira, hvor han søgte frelse fra sin tæring, omfatter den udelukkende norske mo- tiver. Men Eckersberg gav sig ilag med de forskjelligste sider af norsli natur og malte både Østland og Vestland, høifjeld og fjord. I 1846 kjøbte kunstforeningen i Trondhjem til sin første udlodning et billede — Landskab — af Eckersberg og betalte det med 25 Spd. Året efter forekommer på Kri- stiania Kunstforenings udlodningsliste et Norsk Landskab til 44 Spd., og siden møder man hvert år Eckersbergs navn på kristianiaforeningens udlodningsliste, ofte med store og forholdsvis kostbare billeder. Men Eckersbergs billeder vedblev ikke at føre slige svævende titler. Altid skildrer de en bestemt egn, oftest med en troskab mod naturmotivet, som gav lidet rum for komponering og maleriske kunster. Der er Parti fra Hardanger (1851) og Parti fra Kristianiafjorden (1852), der er Fjeldhei fra Gudbrandsdalen (1859) og Fra Lomsfjeldene (1860 og 1867), fra Næs i Hal- lingdal (1867) og fra Romsdalen (1859) og mange andre egne af vort land. Og fra den tid, han bodde på Madeira, høsten 1852 til sommeren 1854, er der studier over denne fremmede natur (et par af dem i Bergens Billedgalleri). Det kan vel være, at Eckersberg i flere af sine billeder har tat det så nøie med portrætligheden af et landskab, at han har somlet sig bort i detaljer og er blit tør og pirket i behandlingen. Hans syn er en tegners og ikke en kolorists, og fantasien var ikke svært stærk i denne kunstnernatur. Men selv vednten har sine fortrin i forhold til løsagtig malerisk effekt, og utvilsomt har Eckersbergs stedbundne kunst virket gavnlig på norsk publikums smag i disse år, da düsseldorferiet kjørte kunstforeningerne med løse tøiler. Og end mere har sandhedskjærligheden og den lyse ædru farve læ Eckers- 213