Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

CARL SUNDT-HANSEN. Om de to kunstneres kulturhistoriske betydning kan der ikke tvistes, så sandt historien dømmer en kunstner ikke bare efter værkets rent æsthetiske gehalt, men også efter styrken og varigheden af den gjenklang, det har vakt i samtid og eftertid. Her har Tidemand den utvilsomme forrang. Sundt-Hansen hører netop til de kunst- nere, om hvem man kan si, at de ikke har »slåt an«. Refleksbevægelsen af hans kunst har været ringe, han har en tid nydt en kjølig popularitet, men sit egentlige ry har han sandsynligvis tilgode. Hans produktion har jo også i forhold til Tidemands været stærkt begrænset. Han har ikke — som Jul. Lange siger i en afhandling, hvori han bl. a. (lidt for ivrig) plæderer Sundt-Hansens sag contra Tidemand — »fremstillet sin nations liv med en sådan encyklopædisk fuldstændighed som Tidemand: han er detaillist, mens hin var grosserer.«1) Sundt-Hansens bondelivsskildring har langt fra den Tidemandskes bredde og al- mengyldighed, favner ikke så vidt i motiver og i følelse, stiler heller ikke så høit som Tideraands kunst gjør i værker som Haugianerne og Fanatikerne. Som kulturhistoriske dokumenter vil Tidemands kunst altid bevare sin fængslende magt. Men rent artistisk tåler Sundt-Hansens kunst meget vel en sammenligning med Tidemands, og som menneskeskildring er den dybere. Hans fortælle-talent er ikke så livligt og raskt til at udmale en situation som Tidemands, hans kompositionstalent er i det hele mattere, og han har ikke Tidemands let vakte lyriske følelse. Mærker man hos Tidemand for lidet af modelstudiet, har man i Sundt-Hansens kunst mere end nok af det. Særlig er i hans alderdoms pro- duktion handlingen og figurernes udtryksevne bundet gjennem et overdrevent, næsten slavisk modelstudium, som synes at ville kappes med fotografien i afbildningens egalitet og nøiagtighed. En så stor objektivitet må nødvendigvis besvære også det kunstneriske håndelag. Men Sundt-Hansen har forud for Tidemand psychologisk skarpsyn, en varhed for nuance og sans for individualitet. Med disse gaver trænger han langt dybere mod bunden af motivet end Tidemand kunde gjøre med sit lyriske, omtrentlige syn på mennesker. Men også rent malerisk er Sundt-Hansens skarpsyn mere udviklet end Tidemands. Vistnok er han ikke kolorist, men hans formfølelse er indtrængende detaljkjær, teg- ningen i hans billeder, sikker og korrekt, i al sin bundne forsigtighed en mesters tegning. Penselarbeidet i hans billeder er soigneret indtil pedanteri. Hans nærsynte ar- beidsmåde er i slægt med de gamle hollandske miniaturmesteres. Han har øiensynlig J) Jul. Lange, Norsk, svensk, dansk Figurmaleri, Tilskueren 1892, aftrykt i Udvalgte Skrifter, Kbh. 1903. I, s. 224. 250