Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

LUDV. MUNTHE. raffinerte billeder fik med årene et præg af maner, som har forjaget friskheden fra dem. Han delte så mange andre raffinisters skjæbne: hans kunst endte med at bli oversød. Lige fuldt er han i norsk kunsthistorie en mester til mærke og skille. — Ludv. Munthe var fra Sogn og født den Ilte marts 1841. Det var i begyndelsen af 60årene at han kom til Düsseldorf, og med undtagelse af den tid, han tilbragte på reiser, bodde han altid i denne by. Så rent ydre set, hører han »skolen« til. Men en sammenligning mellem Munthes billeder og de ældre diisseldorferes gjør det straks klart, hvor forskjellig Munthes kunst er fra deres. I virkeligheden skylder han lidet til den skole, som han regnes med til. Hans første lærer i malerkunsten blev, da han i 1858 kom ind til Bergen, den tyskfødte arkitekt og maler F. W. Schiertz, som havde fulgt Dahl op til Norge og blev boende der. Interessant som udviklingsdokument fra denne første tid er et lidet billede i Bergens Billedgalleri, et parti fra en vild fjeldskog i snestorm, malt i Bergen i 1860. Helt uventet fandt jeg her spor af påvirkning fra den af diisseldorfer-roman- tikerne, som Munthe senere kom til at fjærne sig længst fra, Cappelen, navnlig i teg- ningen af de vindvredne, udgåede furuer, samt i den forladte, ukoselige romantiker- stemning. Forøvrig fremstiller den unge kunstner sig allerede i dette billede som vintermaleren, rigtignok uden at røbe den koloristiske charmeur, han siden viste sig at være. Billedet er snarere hårdt og gammeldags blåfrossent i farven som en dårlig »Dahl«. I 1861 gik Munthe til Düsseldorf med offentligt stipendium og her arbeided han en kortere tid under vinter-specialisten Sophus Jacobsen, som vel først gav ham smag for den fløilsagtig myge og varme kolorit, der udmærker Munthe, selv i hans vinter- billeder. Senere malte han også under Flamm. Forøvrigt er Munthe snarere at betragte som autodidakt end som nogens egent- lige elev. Det meste og det bedste har han lært på reiser, i Holland, hvor han stu- derte de gamle, og i Frankrige, hvor han lærte af de moderne. En fremtoning som Munthes landskabskunst med dens motivvalg og dens kolorit er overhodet i den tid vanskelig tænkelig på tysk grund uden fremmed påvirkning. Det kan være nokså svært at påvise, hvem den eller de franske kunstnere var, som Munthe særlig lærte af — han har aldrig gåt i fransk skole — men det er åben- bart nok, at det var fra fransk kunst, han hented impuls til det, som er nyt og fri- gjort i hans kunst. Historisk har det sin store betydning, at det var netop til Paris, han søgte, da Düsseldorfer-traditionen ikke længere tilfredsstilled ham. Sikkert har netop Munthe vist flere af de yngre veien vestover — til Paris. 256