Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

J. C. DAHL. Og hvor er ikke til modsætning et billede som Jostedalsbræen, som Dahls sviger- søn eier i Kristiania, hvor er det ikke dystert og alvorsfuldt, høstlig koldt og næsten grumt med den dyhstemte violette kolorit, som i den lange ur i forgrunden næsten slår over i det farveløse sorte! Jostedalsbræen er malt i Dahls alderdom, da hans svækkede øine alt led af den tilbøielighed til at se violet, som har fordreiet koloriten i endel af hans senere produk- tion. Men her virker den sortviolette tone egentlig bare med til at øge stemningens alvor.1) Skulde der være nogen side af norsli natur, som man kunde tro lå Dahls liv- fulde gemyt og noget springske fantasi fjærnt, måtte det være høifjeldet — vidden. Og i skildring af høifjeldet har jo netop den efterfølgende malerslægt med Gude, Cappelen og Eckersberg gjort hver på sin måde så svært gode ting, at man kunde være ræd for, at Dahls produktion på dette område måtte blegne for efterfølgernes. Men med billeder som Udsigten fra Lyshornet eller Stngunøset for øie fristes man ikke til at slå af på Dahls storhed som skildrer af norsli natur, også af høifjeldet. Begge billeder er beskedne af omfang, men deilig gjennemarbeidede, og der gives ikke mere storladen høifjeldsskildring i norsk kunst. Der er en fuldtonende kraft i stemningen, der er —: især i Stngunøset — en enkel magt i kompositionen og mandig kulde i den dæmpede, tonefine kolorit, som virker vel så tungt og indholdsrigt, som en Gudes eller en Cappelens mere sentimentalt anstrøgne høifjeldsmelankoli. Uden forringelse for skjønhedsglæden og ægtheden i stemning i Gudes og Cappelens billeder må det kunne siges, at Dahl har set større, videre, voldsommere og samtidig klarere på norsli høifjeld end de lyrikere, som fulgte efter ham. Det er betegnende for Dahl, som ellers ofte la megen vind på at fylde forgrunden i sine billeder, — her på høifjel- det har han skudt forgrunden langt fra sig og dermed glemt gamle regler, da han stod overfor det vide syn. I et billede som Stngunøset føler man romantikens fantasidyrkelse forunderlig har- monisk forenet med den fødte naturalists iagttagelsestrang. I detalj og farvetone er maleriet for den tid naturalisme; stemningen har den romantiske tids brede vingefang. D Forøvrigt er det, som også dr. Aubert har bemærket i sin bog om Dahl, ikke ganske rigtigt at tale om en konstant tilbagegang i farvesyn i Dahls senere kunst. Indenfor sin violette yndlingstone har netop flere af Dahls sene billeder en sandhed og en noblesse i kolorit, som bare meget få sam- tidige landskaber i tysk og nordisk kunst. Et billede som Bjærk i storm (fra 1849) eller det fine violet tonede Vinterbillede fra Elbens bred, som er malt 4 år før Dahls død, viser netop et koloristisk »gehør« for farvens toneværd, som er en langt gedignere kunstnergave end det at eie en farverig og indtagende »palet«. Særlig baggrunden i vinterbilledet er på engang så flydende og rammende malt, at dette billede, seet nær ved, gir en af de største koloristiske nydelser i norsk kunst. 18