Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

LOFOTEN. Fast og vakkert er også det lille billede Fra Mesnas udløb (1889) og den knapt tilskårne og inderlige stemningsstndie Nysne (1892), som Kunstmuseet eier. Farven i den s. 278 afbildede Studie fra Syd-Norges skjærgård, er noget enstonig rødlig, men som komposition forekommer den mig at høre til det bedste fra Colletts hånd med den rythmiske gjentagelse i granitknausernes form. Otto Sinding, født på Kongsberg i 1842, ældre bror af billedhuggeren Stephan Sinding og komponisten Christian Sinding er en mangesidig begavet kunstner. Han var alt juridisk kandidat og havde udgit en verssamling, da han vendte sig til malerkunsten, først som Egkersbergs elev, siden (fra 1869) som Gudes og Riefstahls i Karlsruhe. I 1872 gik han over til Münchener-akademiet, hvor han studerte i 4 år, først under Pilotys ledelse. Sindings urolige og ærgjærrige kunstnernatur har søgt tilfredsstillelse i stadig vekslende opgaver. Ikke alene har han i senere år delt sin store arbeidskraft mellem billedkunsten og literære og sceniske interesser, skrevet dramaer og digte og virket som theatermaler og sceneinstruktør, men også som maler har hans udviklingsgang været en rastløs søgen, en udvikling i bratte vendinger og spring. Noget af det første, han udstilte. var et bilde, som hed Brændinger, og som loved en ny norsk fremstiller af sjø og hav. Men ikke længe efter fremstiller den samme kunstner sig som figurmaler, folkelivsmaler, ja endogså historiemaler i billeder som Strid på tunet i et bondebryllup og Ruth, som sanker aks på ageren (1875). I et senere større billede Havfruen er der BøGKLiN’ske påvirkninger at spore, hvorimod han i det billede, som han udstilte på verdensudstillingen i Paris i 1878, »Perdu« eller Strandvasker, atter er at træffe på den norske kyst som realistisk skildrer af et af fiskerlivets dra- maer. I hans senere produktion møder man billeder med et fædrelandshistorisk emne som Slaget ved Svolder og et verdenshistorisk sujet som Slaget ved Leipzig, et mægtigt panoramabillede, som han malte for denne by. Og i de seneste år har Sinding som theatermaler fundet en helt ny tumleplads for sine evner. Men skulde man nævne noget område i hans omfattende produktion som hans specielle, måtte det være hans skildringer af natur og folkeliv oppe fra Lofoten og Fin- marken. Den mørke, skoddefulde Nordlandsvinter og den fest, som solens gjenkomst er i lappernes land, har han malt, det sidste motiv i et meget figurrigt, men temmelig fotografisk virkende billede. Og efter Nansenfærden var den opfindsomme kunstner ikke sen med at ta sig en studietur op i Nordishavets hvide ørken, for at hente stof til en række billeder. Hans bedste billede er vel kanske det store og pompøse NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 36. 283