Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

J. C. DAHL. Dahl havde en for den tid ualmindelig skarp sans for farvens lysværdi — derfor ser hans billeder gjennemgående godt ud gjengivet i sort — og dette er det største tek- niske fortrin ved hans kunst. Det er hans sikkerhed som valørmaler, der gir Dahls måne- skinsbilleder præget af tilforladelighed — midt i romantikens tankesværmeri. Den samlede tyske landskabskunst har neppe et finere øie for farvens toneafskygninger end det, som har styret hånden i billeder som Kjøbenhavn i måneskin eller Kronborg en månenat (hos Bull og i Kunstmuseet) eller i den inspirerede studie Måneskin ved Elben fra 1822 (side 7). Man må gå tilbage til Van Der Neer’s dage for at finde rigere og ægtere månebilleder. Vor tids koloristiske syn kommer Dahl nærmest i sine studier. De tonefine, raske naturnoteringer fra bugten ved Neapel, de levende, forbausende fordomsfri og selvfundne skystudier fra Dresden (omtrent uden landskab, bare himmel) og de friske, endnu mere koloristisk saftfulde naturstudier fra hans Norgesreiser. Han bar her en klarhed i farve og fører en pensel så bred og flydende og ånd- fuld, at man den dag idag omtrent ikke mærker noget til det »historiske« slør, som tiden pleier at drage over ethvert billede. Men spørges der, hvad Dahls evner har magtet, når de nådde høiest, da kan nordmænd, som holder ham for stor, glad og stolt holde frem billedet af Bjærken i storm, kanske det mest koncentrerte billede af norsk natur. Hans lyrik og hans fædrelandskjærlighed har her samlet sig i et symbol, som er simpelt og naturligt og stort. Ytterst på heistupet over tågedrift og daldyb har en revne ly for nordenstormene, så mosen har fåt klæ stenen og samle muld. I den jordsmon, som er sparet sam- men gjennem århundreder, har en bjærk spiret og klynget sig fast. År for år har den reist sig rankere mod heivinden og jøkelgufs, nu står den fuldvoksen og fuldmoden med glitrende løv på hver kvist. Blond og fyldig, duftende og skjær luder den over det blå dyb, og saften sevjer i seig ved bag næveren, som ligner silke. Den ene dag øser solen et væld af lys og varme over dens glitrende løvhang, den anden dag slår vestenstormen sit strubegreb i den og tvinger den mod jorden, så grenene hiver sig med vrængte blad. Dahl har set bjærken, når de to magter mødes. Stormen slider i dens krone og bøier stammen i bue, men solen når den gjennem skyriften med varme streif over de kjæmpende grene. Det er bare en bjærk, men det er et digt om fattig jord og villig vækst. Når talen er om Dahl, bør det ikke glemmes, hvorledes hans kjærlighed til Norge gav sig udtryk også på anden måde end gjennem hans kunst. Med udhol- denhed og iver arbeided han på forskjellig vis for at vække et kunstliv herhjemme. 21