Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1904
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 316
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Figurmalerne er ikke mange og ikke betydelige i dette første afsnit af norsk kunsts
historie. Portrætbestillinger var så godt som den eneste ydre foranledning til
at male mennesker, og de få, der prøved sig som figurmalere, malte mest landskaber
ved siden af.
At også Dahl leilighedsvis kunde indlade sig på menneskefremstillingen og mag-
ted den, viser f. eks. den gode og alvorsfulde tegning af Dahls mor, som han sidste
gang så hende på sin Norgesreise i 1826, affældig og sengeliggende i »Søfarendes fattig-
hus« i Bergen.
Også Fearnley har streifet figurmaleriet. Et tidligt billede fra hans studieår i
Stockholm fremstiller hans egne stuer og ham selv ved staffeliet, en fin og ægte studie,
som gir tillid til malerens evner også udenfor landskabsfaget. Men denne side af
Fearnleys talent kom dog aldrig til udfoldelse, selv om staffagefigurerne på hans land-
skaber altid er veltegnede og forstandig hensat. En enkelt gang senere streifer også
Fearnley figurmaleriet på en overraskende måde — nemlig som humorist. På hundreårs-
udstillingen hang der en liden, uvorrent bredt malt farveskisse, som fremstiller den
berømte engelske landskabsmaler Turner ifærd med at lægge sidste hånd på et af
sine svære lærreder, et billede med en voldsom soleffekt. Skissen er en overgiven
karikatur af den geniale malers kunst og person. Den lille komiske tyksak med
cylinderhatten ned over ørene er kløvet op på en krak for at nå solen på sit billede,
og en skare beundrere er henrykt vidne til, hvorledes ildkuglens glans forstærkes
under mesterens pensel. Men Fearnley ser også, hvad de andre ikke ser, hvorledes
solens skjær farver deres ansigter luerøde, og hvorledes mesteren på krakken og de
omkringstående kaster lange skygger henover gulvet belyst af den malte sol!
Spøgen er så fortrinlig leveret, at selv en af de store samtidige karikaturister i
fransk eller engelsk kunst kunde ha vedkjendt sig parodien, uden at bli ringere
derved. Ellers er der såre lidet af den slags humør i norsk kunst.
55