Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

Figurmalerne er ikke mange og ikke betydelige i dette første afsnit af norsk kunsts historie. Portrætbestillinger var så godt som den eneste ydre foranledning til at male mennesker, og de få, der prøved sig som figurmalere, malte mest landskaber ved siden af. At også Dahl leilighedsvis kunde indlade sig på menneskefremstillingen og mag- ted den, viser f. eks. den gode og alvorsfulde tegning af Dahls mor, som han sidste gang så hende på sin Norgesreise i 1826, affældig og sengeliggende i »Søfarendes fattig- hus« i Bergen. Også Fearnley har streifet figurmaleriet. Et tidligt billede fra hans studieår i Stockholm fremstiller hans egne stuer og ham selv ved staffeliet, en fin og ægte studie, som gir tillid til malerens evner også udenfor landskabsfaget. Men denne side af Fearnleys talent kom dog aldrig til udfoldelse, selv om staffagefigurerne på hans land- skaber altid er veltegnede og forstandig hensat. En enkelt gang senere streifer også Fearnley figurmaleriet på en overraskende måde — nemlig som humorist. På hundreårs- udstillingen hang der en liden, uvorrent bredt malt farveskisse, som fremstiller den berømte engelske landskabsmaler Turner ifærd med at lægge sidste hånd på et af sine svære lærreder, et billede med en voldsom soleffekt. Skissen er en overgiven karikatur af den geniale malers kunst og person. Den lille komiske tyksak med cylinderhatten ned over ørene er kløvet op på en krak for at nå solen på sit billede, og en skare beundrere er henrykt vidne til, hvorledes ildkuglens glans forstærkes under mesterens pensel. Men Fearnley ser også, hvad de andre ikke ser, hvorledes solens skjær farver deres ansigter luerøde, og hvorledes mesteren på krakken og de omkringstående kaster lange skygger henover gulvet belyst af den malte sol! Spøgen er så fortrinlig leveret, at selv en af de store samtidige karikaturister i fransk eller engelsk kunst kunde ha vedkjendt sig parodien, uden at bli ringere derved. Ellers er der såre lidet af den slags humør i norsk kunst. 55