Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ROMANTIKERKUNST. Men på den anden side må man ikke glemme, at som düsseldorferskolen frem- trådte, var den en oppositionel retning mod idealismen i Cornelius’ skole. Fremfor at fortabe sig i en abstrakt filosofisli idéverden skulde kunsten hente sit indhold fra virkeligheden. Og ved virkeligheden forstod man folkepoesien, den fædrelandske historie, digtningens verden og — efterhånden — visse områder af det virkelige, samtidige liv. Foruden landskabet blev poetillustrationen, historiemaleriet og folkelivsbilledet düs- seldorfermalernes felt. Dette var en udvidelse af malerkunstens område, hvis fremskridtstendens ikke må undervurderes. Guder, heroer og bibelske personer havde ikke længer alene adgang til kunsten. Vistnok var ikke gjennembruddet til det daglige liv og den folkelige historie og sagnverden gjort af diisseldorferkunsten alene. Schwind (1804—1871) og Richter (1803—1884) havde åbnet veifaret, den ene til den tyske sagn- og eventyrverden, hvofra romantiken myldrede frem, den anden til det tyske folkeliv, til bondens og barnets verden, som den for hans troende idealisme lå åben, smilende i søndagssolskin. Om disse erobringer slog düsseldorfermalerne Irreds. Det blev dem, som kom til at udnytte wieneren Schwinds og dresdeneren Richters fund. Og de holdt meget længe på at grave i de fundgruber; endogså efter at de var udtømt. Schwind liavde virkelig »faret vild i de dunkle skove« og lært at kjende roman- tikens Pan. I måneskimmer og gletscherglans glider Erlkönig ind i den tyske kunst, omspundet af sommernatståger og dansende alfer. Det klinger fra Rhinens gamle guld og toner fra Loreleys strenge. Borgjomfruen vinker bag tårntinderne, og ridderen sporer sin ganger. Klosterklokken kalder, hjorten søger til hinden, men den farende svend skuer drømmende ud over dalen . .. Romantikens drømme har ingen drønit huldsaligere end Moritz von Schwind. Hans kunst ligger fjærn i dæmpet måneskimmer. Men livet set i romantikens skjær, det har Ludwig Richter skildret med en henrivende barnetro på alle gode magter. Over hans kunst lyser dagens sol, og søn- dagen tar ingen ende. Der lyder ud fra den støi og latter af lyse barnestemmer, det svinger med dansende piger og karle, gigerne toner, og milde gamle oldinge vakler omkring, støttet på sin krykkestav, og lar et godt ord falde til enhver. Opover myl- deret løfter sig landsbykirkens spir med korset på tinden. Det er denne verden af ridderromantik og klosterpoesi og landsbyuskyld, som lever videre i diisseldorferkunsten. 77