Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DÜSSELDORFERSKOLEN. karakteristiske for hans agitatorisk anløbne kunst. Men efter revolutionsårets skuf- felser stilned også harmen i denne kunst af. Alt i alt viste det sig, at de greb, som skolen i sin kraftigere periode havde gjort ind i virkelighedens verden for at fornye maleriets emnekreds, de var langtfra dybe lalerimedkraftig og ægte lokalfarve eller en folke- livsskildring, hvori menneskene rørte sig frit og naturligt og meddelte sine uforfalskede følelser i fuld oprigtighed. 1 dette millieu af halv realisme og halv romantik var det, at Adolph Tidemand trådte frem med sin eiendommelige fædrelandske motivkreds og vedblev at male til sin død. Ubestridelig indtog han både som maler og som personlighed en af de første pladse i skolen. Om folkelivsmaleriet skriver en så betydelig og mod realismen velsindet kritiker som Anton Springer i 1858: »Det bedste og gedigneste i denne retning yder A. Tidemand, som rigtignok er nordmand af fødsel, men med ret og føie regnes med til düsseldorferskolen«1). Hvor fjærn lidemands kunst er fra vor tids begreber om virkelighedskunst, vil i det følgende bli nærmere berørt. Her bør netop hans realistiske stræben under- streges i det milieu, han leved i. Hans trofaste følelse af samhørighed med det folk, han kom fra, er ikke mindst en egenskab som hæver ham høit i düsseldorferskolens lidet virkelighedsgrebne malerlaug. ^A^011 Springes: Geschichte der bildenden Künste im neunzehnten Jahrhundert. Leipzig lööö. Side 165. 82