Matematikens Betydning og Anvendelse

151 er ham uforståeligt, istedetfor at han kun at naturen kjender løgn og ikke bør anse for sandt andet end det, hvoraf det modsatte viser sig falsk. Det er derfor man må opsætte med sin dom, når en sætning synes ubegribelig, og ikke nægte den på grunnd heraf, men under- søge det modsatte; og hvis man tinder det at være falsk, kan man dristigt påstå satsen, hvor ubegribelig den end synes. Lad os anvende denne regel på det foreliggende tilfælde. Der gives ingen matematiker, som ikke anser rummet for deleligt i det uendelige. Man kan ligesålidt være matematiker uden dette princip som et menneske uden sjæl. Ikke de- stomindre gives der intet menneske, der fatter en uendelig deling, og man forvisser sig om sandheden deraf kun af denne eneste, men vis- selig tilstrækkelige grund, at man fuldkommen forstår, at det er falsk, at man ved debug af et rum kan nå til en udelelig del d. e. en del, som ingen udstrækning har. Thi hvad mere absurd gives der vel end at påstå, at, når man gjentagende deler et rum, man da tilslut kom- mer til en sådan del, at, idet man deler den i to, enhver af halvdelene ere udelelige o: uden udstrækning? Jeg vil spørge dem, som have en slig mening, om de klart have gjort sig rede for, hvorledes to udelelige størrelser berøre