Matematikens Betydning og Anvendelse

80 Men er det vanskeligt her på jorden at finde en tilstrækkelig lang grundlinie til bestemmelse al solens afstand, så ere vi langt, langt værre farne med hensyn til de såkaldte fixstjerner. Hvis man forsøgte at måle zenitdistansen for en og samme fixstjerne på to forskjellige steder på jorden, selv om de to iagttagere stode ved hver sin pol, så vilde dog de to synslinier til stjernen vise sig fuldkommen parallele, eller med andre ord: jordens diameter svinder ind til et intet i forhold til den umådelige afstand til stjernen. Det forholder sig hermed aldeles ligesom, når vi se en falk eller ørn svinge sig høit op i luften. I begyndelsen sees fuglens størrelse klart og bestemt, men eftersom den stiger høiere og høiere, synes rovfuglen mindre og mindre; den viser sig endelig som et sort punkt, for derpå at forsvinde. Fixstjernerne, endog de os nær- meste, ere så langt bortfjernede, at jordkuglen, seet i denne afstand, viser sig som et støvgran. Men vi have en anden linie at vælge som grundlinie i vort triangel end jordens diameter, og det en linie af overordentlig stor udstræk- ning. Jorden bevæger sig som bekjendt i en ellipse om solen, og afstanden mellem de to yderste endepunktet i ellipsen er det dobbelte af solens afstand fra jorden, altså cirka 40 000 000 geogr. mil. Denne afstand skulde dog synes