334
DANSK UNGDOM I TRESERNE
Og hun talte ham til med den kendte Røst — hende selv han jo hørte.
Og Stemmens Klang til hans pinte Bryst Freden tilbage førte.
„Min Husbond,“ sagde hun, „hvorfor ej finde Trøst og Lindring?
Der gror for hvert Skridt paa din tunge Vej jo en blomstrende Skat af Erindring.
Hver Time, vi leved i Kærlighed, staar jo livsfrisk tilbage, hvert vekslet Ord, der har sænket sig ned i din Sjæl, er jo Bod for din Klage.
Jeg er hos dig hvert eneste Livets Minut, selv om ej du mig ser.
Aldrig er Baandet imellem os brudt, er du livsstærk, saa fæstnes det mer.
Og vi ses jo igen, som du ser mig alt nu, naar selv du er død, Naar vi mødes i Himlen, jeg og du, uden Savn, uden Sorg, uden Nød.“
I Drømme han fik, hvad vaagen han misted, han fandt sig selv, og da Dagslyset ind i hans Kammer listed, stod han op med Ro i sin Sjæl.
Og kom der tunge Timer igen med Uro og Savn, han tyede til Drømmens Forjættelser hen og til Freden i Gensynets Navn.