Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Fjerde Bind
Af Dagen Og Vejen

348 DANSK UNGDOM I TRESERNE Og stadig hans Kraft var vaagen, stadig hans Sjæl til Fest, hans Liv som en hvælvet Kirke, han selv dens viede Præst. Fra dens Ruder faldt Lys over Byen, Orgelmusikken tog Vækst, den visse Forventnings Livsfred var den stadig genkommende Tekst. Og Tiden gik. I Graven sank den, han havde kær. Hans øje stod fuldt af Taarer, men Tvivl kom ham ikke nær. „Vi mødes, hvor Døden er bag os, jeg véd det sikkert og vist. Kærligheden er Livet, den maa jo sejre til sidst.“ Hvor gammel han blev, bestandig hans Tanke var rettet frem. Det var ham, som følte hvert Skridt ham mod Maalet paa Vejen hjem. Og da han omsider døde, i hans sidste Smil det lød: „Min Kærligheds Magt er større end Savn og Sorg og Død “ Og paa hans Gravsten blev hugget: „Hans Sejr var uden Brist. Er Kærligheden ægte, saa maa den sejre forvist.“ Meddelt af H. Trier.