BLICHER
621
„Fem hundred Aar vi tilsammen groede: Da vilde de rykke os [op] med Rode, Ja Tvillingstammen vel [overstr.] fik de [R A.: Man] kløvet
Men Roden har de end ej faa’t [R. A.: er endda ikke] røvet [2. t.: kunnet bryde].
Fra den nu friske Skud [r. t.: nu friske Skud, tre for En] udspringe [spr. r. t.: skyde; R. A.: sig svinge] Og sig om hverandre frodigen svinge.“
Derefter fortsættes:
„Haah! hvad fremmede Apothekere har spædt Broderblodet i os! — vore egne Provisore saae til. Men endnu er det dog langt [overstr.] tykkere end Vand; og der er kommen ny Ild i det, det er opvarmet. Fosterbrødre! lader os omhyggelig holde Varmen vedlige! Skulde endogsaa Snepperter derfra eller histfra aftappe os Noget: der kommer nyt og sundt igjen.
Da Eders gode Magnus børstede Venderne paa Lejrskov Hede, da randt det ham vist ikke i Tanker, at han kæmpede for et Folk, der engang skulde vorde halvfremmed for det Norske! Da vores Margrete med den Synaal Albrecht havde foræret hende, sammenriede tre Lanfdes] Kort, da drømte hun vel heller ikke om, at hendes Arbejde skulde gaae [r. t.: løbe] op i Sømmene. Hvorfor løb det op ? Fordi Danmark vilde være Manden, Norge skulde være Kone, og Sverrig Medhustru. Det var Mesalliance. En bedre er nu iværk — maae den da [knyt]tes fuldkommen holdfast! Kjølen og Kattegat ikke længere være Skillerum, men rigtig stærk Bindingsværk!
En Sang for Norge (Op af Nordh. [trykt i Himmel-bjergf. 1843 S. 9])